Sebastian Ilsøth
Selvom det måske er flere år siden du blev smittet, er et nyt symptom på senfølge kommet frem.
Mens millioner af mennesker verden over fortsat lider under de langvarige følger af COVID-19, har et forskerteam i Japan kastet nyt lys over den gådefulde hjernetåge, som mange patienter oplever.
Hjernetåge, der påvirker både hukommelse og koncentration, har hidtil manglet en præcis biologisk forklaring – men et gennembrud er nu gjort.
Med hjælp fra avanceret billeddannelsesteknologi har forskere fra Yokohama City University for første gang kortlagt de molekylære ændringer i hjernen hos personer, der tidligere har været smittet med coronavirus. Den nye metode har gjort det muligt for forskerne at visualisere tætheden af AMPA-receptorer, som er signalmolekyler med en central rolle i læring og hukommelse.
Ved at sammenligne 30 tidligere COVID-patienter med 80 raske personer, der aldrig har været smittet, fandt de en markant højere koncentration af AMPA-receptorer i patienternes hjerner. Dette forhøjede niveau var direkte knyttet til graden af kognitiv svækkelse og dermed den såkaldte hjernetåge.
Forskerne opdagede også, at de højere niveauer af AMPA-receptorer hænger sammen med koncentrationen af visse inflammatoriske markører, hvilket tyder på en mulig forbindelse mellem inflammatoriske tilstande og ændringer i hjernens kemi.
Disse resultater giver en håndgribelig biologisk forklaring på et fænomen, der tidligere har været svært at dokumentere. Og det stopper ikke ved selve diagnosen: Forskerteamet understreger, at deres metode potentielt kan føre til udvikling af nye behandlinger, der målretter AMPA-receptorerne og dermed lindrer symptomerne.
Undersøgelsen, der blev offentliggjort den 1. oktober i tidsskriftet Brain Communications, markerer første gang, at AMPA-receptor-PET-scanning anvendes til at analysere senfølgerne af COVID-19. Metoden viste sig desuden at kunne skelne mellem raske og syge med en imponerende præcision – 100 % følsomhed og 91 % specificitet.
Hjernetåge, der tidligere kunne opfattes som et diffust og subjektivt fænomen, fremstår nu som et målbart, biologisk forankret syndrom – med stort potentiale for klinisk opfølgning. Forskningen giver både håb for patienter og vækker eftertanke i sundhedssystemerne verden over.
