Forkølelses- og influenzasæsonen er over os, og du har sandsynligvis allerede tilbragt nogle dage i sengen omgivet af køkkenrulle og hostesaft. Nu priser brugerne på sociale medier et hjemmelavet middel, der lover at hjælpe med at bekæmpe forkølelse, ondt i halsen og meget mere.
Metro rapporterer, at videnskabsmanden Tim Spector har delt sin opskrift på Instagram, men samtidig advarer om, at opskriften ikke er for sarte sjæle.
Fermenteret i honning
I sit opslag siger han:
"Sådan laver du den mest simple fermenterede mad og et fantastisk middel at have ved hånden til forkølelses- og influenzasæsonen."
Det er let at lave: De eneste ingredienser, du skal bruge, er fed hvidløg og en krukke honning.
"Alt du gør er at tilføje pillede hvidløgsfed til rå honning og ryste," forklarede Tim og tilføjede:
"Lad blandingen gære et mørkt sted, og vend glasset hver dag for at sikre, at hvidløgsfeddene forbliver dækket i honning. Du må også gerne åbne krukken for at lufte den efter et par dage."
Kan holde i et år
Tim bemærkede, at videoen blev filmet i løbet af sommeren i Spanien, hvor det var meget varmere. I de koldere måneder skal blandingen have længere tid til at gære fuldt ud.
"Den vil fortsætte med at gære mere, jo længere du lader den stå og bør holde i et år eller mere uden for køleskabet," sagde han.
Forskeren fortsatte med at forklare de sundhedsmæssige fordele ved hvidløg og hvordan det kan hjælpe vores immunsystem i vintermånederne.
"Hvidløg er fyldt med præbiotiske inulinfibre, der understøtter din tarmsundhed og menes at have antimikrobielle og antivirale egenskaber, der kan hjælpe med at bekæmpe forkølelse og influenza," forklarede forskeren og fortsatte:
"Tilsvarende har honning vist sig at forbedre hostefrekvensen og sværhedsgraden i forsøg på mennesker."
Fantastisk til immunforsvaret
Blandingen lyder som en livredder, men hvad mener eksperter om hvidløgs- og honningbryg?
Abbas Kanani, Superintendent Pharmacist hos Chemist Click, siger til Metro.co.uk, at Tim har ret - honning og hvidløg er fantastisk for vores immunforsvar.
"Både hvidløg og honning har beviste sundhedsmæssige fordele hele året rundt og inden for forkølelses- og influenzasæsonen," siger Abbas og tilføjer:
"Den vigtigste sundhedsingrediens i hvidløg er allicin, der giver hvidløg antibakterielle og sygdomsbekæmpende egenskaber. Honning er naturligt høj i antioxidanter kaldet flavonoider og polyfenoler. Disse kemikalier hjælper med at bekæmpe betændelse i kroppen."