Mange har nok hørt, at hunden ofte omtales som menneskets bedste ven, og det er noget, mange danskere kan bekræfte. Hunden er nemlig det mest populære kæledyr i Danmark, hvor der ifølge Danmarks Statistik lever over 800.000 hunde.
Nogle af disse hunde bærer en gul sløjfe eller et gult mærke på deres snor, sele eller halsbånd. Desværre er det ikke alle, der ved, hvad denne gule markering betyder.
Den gule sløjfe har kun sin effekt, hvis så mange hundeejere som muligt kender dens betydning. Dette understreger Maxi Zoo Danmark, som har gjort en indsats for at udbrede kendskabet til sløjfen via sociale medier.
Giv hunden plads
Den gule sløjfe indikerer, at hunden, der bærer den, har brug for ekstra plads og ro. Det er altså et signal om, at man bør holde en vis afstand – især med sin egen hund.
Ifølge Maxi Zoo Danmark kan det skyldes flere årsager, såsom at hunden er i gang med at komme sig efter sygdom, er sky eller simpelthen ikke bryder sig om andre hunde.
"Sløjfen eller mærket sidder synligt på hundens halsbånd, sele eller snor, så folk nemt kan se det, når de møder hunden på deres gåture", fortæller Maxi Zoo Danmark og opfordrer til, at man respekterer markeringen.
De skriver i et opslag: "Ved at respektere den gule sløjfe hjælper vi med at skabe et tryggere miljø for hunde, der har brug for ekstra plads. Så næste gang du ser en hund med en gul sløjfe, giv den lidt ekstra plads og vis hensyn. Det kan gøre en stor forskel for både hunden og dens ejer."