En ny analyse fra Nationalbanken viser, at betalingsmarkedet i Danmark er i hastig udvikling, hvor trådløse mobilbetalinger og internationale kort får øget fremgang.
Analysen konkluderer samtidig, at Nets’ monopol som eneste indløser af Dankort potentielt medfører højere samlede omkostninger ved kortbetalinger i Danmark.
SMVdanmark kræver derfor en ny regulering af Dankortsystemet, hvor Nets’ monopol fjernes, for at sikre en fair konkurrence og lavere betalingsomkostninger for danske virksomheder.
“Dankortet bør forblive en stærk national løsning, men Nets’ monopol gør det dyrere og mindre fleksibelt for virksomhederne. Vi risikerer, at Dankortet forsvinder, hvis vi ikke handler nu. Åbning af markedet vil skabe innovation, lavere gebyrer og øge robustheden i betalingssystemet,” siger Kasper Munk Rasmussen, branchechef i SMVdanmark.
Nationalbankens analyse viser, at forbrugernes betalingsvaner er i markant forandring, og at flere aktører på markedet kan styrke systemets robusthed.
Det skriver SMVdanmark i en pressemeddelelse
"Politikerne bør tage ansvar"
En rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afslører, at små og mellemstore virksomheder i dag betaler op til 40 % mere i kortindløsningsgebyrer end større virksomheder – en situation, der kunne forbedres med øget konkurrence på markedet.
“Det giver ingen mening, at Nets fortsat har monopol på Dankort-indløsning, når virksomhederne betaler urimeligt høje gebyrer. Hvis Dankortet skal forblive konkurrencedygtigt, må vi åbne for flere indløsere og sikre gennemsigtighed i priserne,” siger Kasper Munk Rasmussen.
SMVdanmark foreslår følgende:
Ophævelse af Nets’ monopol på Dankort-indløsning, så flere aktører kan konkurrere om de bedste priser og vilkår.
En mere gennemsigtig prisstruktur, så virksomhederne kan træffe informerede valg om deres betalingsløsninger.
En styrkelse af Dankortets konkurrenceevne, så det fortsat kan være en attraktiv løsning i en tid med øget digitalisering og nye betalingsmetoder.
“Vi ser allerede, at internationale betalingsløsninger vinder frem, og for at Dankortet skal overleve, kræver det bedre rammevilkår. Politikerne bør tage ansvar og sikre, at Dankortet ikke dør ud, men i stedet udvikles til en moderne og konkurrencedygtig betalingsløsning,” siger Kasper Munk Rasmussen.