Salling Group udvider nyt koncept: Åbner i nye byer

24/03/2023 09:50

|

Thea Andersen

Foto: BASALT

Mest læste i dag

Testen af Danmarks nyeste dagligvarekæde BASALT fortsætter, og i løbet af foråret åbner fire nye butikker.

Danskerne har siden oktober 2022 lært Danmarks nyeste og billigste dagligvarekæde at kende. Med BASALT, som dokumenteret i flere pristjek er langt billigere end discount, har kunderne fået et endnu billigere indkøbsalternativ.

Nu, fem måneder efter første butiksåbning, er det tid til at gøre status på konceptet.

Selvom danskerne har taget godt imod det nye, billigere indkøbsalternativ, er det tydeligt, at det fortsat kræver tilvænning at handle på en helt ny måde.

For med faste lave priser uden tilbud og ingen kølede varer kræver det en ekstra indkøbstur for at fylde kurven helt, skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

- Selvom BASALT blev til på rekordtid, var vi bevidste om, at konceptet skal testes af i forskellige byer og boligområder, og lokalt ser vi stor forskel på, hvordan vores butikker klarer sig, siger Henrik Nielsen, kædechef for BASALT, og tilføjer:

- Vi har oplevet enormt stor nysgerrighed på BASALT på alle adresser og får stadig et væld af forespørgsler på, om vi ikke åbner i flere byer - og det gør vi.

I løbet af de næste måneder slår BASALT dørene op i fire nye byer.

Den første i Fredericia på Vejlevej 18 den 10. maj, mens der snart sættes adresse på de næste tre.

BASALT-testen fortsætter året ud, hvor der vil blive truffet en endelig beslutning om BASALT.

- Danskerne søger i historisk omfang mod discount og billigere dagligvarer. BASALT går under discountpriser, og det er rigtig mange blevet glade for i en tid, hvor husholdningsbudgetterne er udfordrede, siger Henrik Nielsen og tilføjer:

- Vi skal udvikle videre, afprøve nye koncepter i nye områder og fortsat kigge efter interessante adresser. 

BASALT adskiller sig markant fra en gængs dagligvarebutik ved et smalt udvalg bestående af de mest basale dagligvarer uden mængderabatter eller tilbud – kun faste lave priser takket være et smallere sortiment, minimalt energiforbrug og lave driftsomkostninger.

Justerer i butiksnettet

Mens Fredericia og tre andre byer kan glæde sig over at have BASALT indenfor bygrænsen, vender Netto tilbage i Brønshøj og Hellerup i de nuværende BASALT-lokaler, mens butikken i Østergade i Silkeborg lukker helt og genåbnes dermed ikke som Netto.

- Vi har fået det optimale ud af at teste BASALT i de tre byer, hvor vi er blevet klogere på kundernes indkøbsmønstre og har kunnet sammenligne på tværs af landsdele, siger Henrik Nielsen og tilføjer:

- Nu prøver vi Fredericia og tre andre byer, hvor vi blandt andet vil banke prisen endnu længere i bund på en række mærkevarer. Derudover planlægger vi også at hive udvalgte frostvarer ind.

I løbet af efteråret 2022 blev BASALT i uafhængige pristjek af blandt andet BT og Ekstrabladet sammenlignet med Danmarks største discountkæder, og her holdt BASALT sit løfte om at være gennemsnitligt 15 procent billigere.

BASALT vil snart have 11 butikker på landsplan, som fordeler sig på følgende adresser:

Eksisterende

Kastrup, Amagerlandevej
Helsingør, Prøvestenscentret
Aarhus, Viby Ringvej
Odense, Bilkabyen
Hjørring, Bispensgade
Glostrup, Hovedvejen
Næstved, Toldbodgade

Nye butikker

Fredericia, Vejlevej åbner i maj.

Tre andre butikker åbner i foråret, adresser offentliggøres senere