Rig historie, kulturelle aktiviteter og naturskønne landskaber. Der er mange grunde til, at Storbritannien og Nordirland er populære rejsedestinationer for tusindvis af danskere hvert eneste år.
Storbritannien har besluttet, at man pr. 2. april 2025 skal have en forhåndsgodkendelse, også kaldet ETA, hvis man skal besøge landet eller Nordirland.
En ny undersøgelse foretaget af YouGov for Gjensidige viser, at lige knap 70 procent af danskerne ikke kender til de nye regler.
Det bekymrer Louise Hertzum Andersen, fagchef i Gouda Rejseforsikring.
“Hvis du rejser til Storbritannien eller Nordirland efter d. 2. april, og har glemt at søge en forhåndsgodkendelse, risikerer du at blive afvist i lufthavnen for indrejse inden du skal igennem den britiske grænsekontrol. Det vil betyde forsinkelser og ekstra omkostninger, da du muligvis skal arrangere en ny rejse. Det er både træls og besværligt, mens det slår skår i den gode ferieglæde,” fortæller hun.
Husk at tjek op på indrejseregler og krav
Louise Hertzum Andersen minder om, at det altid er vigtigt at tjekke op på indrejsekrav og regler for den destination, du vil rejse til.
“Din rejseforsikring dækker ikke, hvis du ikke overholder de indrejsekrav og regler, der er på den bestemte destination. Derfor bør du altid orientere dig i indrejsekrav og regler for den destination, du skal til inden afrejse, og dette er blot blevet endnu vigtigere i den meget omskiftelige verden, vi lever i. Den nye ETA i Storbritannien og Nordirland betyder, at du skal sikre dig forhåndsgodkendelsen inden du rejser afsted, hvorefter den er gyldig i to år og tillader flere rejser til Storbritannien og Nordirland med ophold på op til 180 dage”.
Planlægger du en rejse til en af de to destinationer, kan ansøge om en ETA online via UK ETA-appen eller på hjemmesiden GOV.UK. Ansøgningen koster £10.