Hvis du køber en ejerlejlighed i Region Hovedstaden, skal du være forberedt på at betale 50.034 kroner for en enkelt kvadratmeter. Det fremgår af de nyeste tal fra Boligsidens Markedsindeks for november, som Boligsiden har offentliggjort i en pressemeddelelse.
Dette er første gang, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris i en hel region overstiger 50.000 kroner.
I Københavns Kommune har salgspriserne på ejerlejligheder været over 50.000 kroner pr. kvadratmeter siden juli 2023, men nu gælder det for hele Region Hovedstaden, at kvadratmeterprisen er over 50.000 kroner i gennemsnit. Fra oktober til november steg salgspriserne på ejerlejligheder i regionen med 1,2 procent, hvilket var nok til at få kvadratmeterprisen til at overskride den magiske grænse.
”Det er dyrt at købe bolig i hovedstaden, og mange ser derfor mod omegnskommunerne, hvor priserne er lavere. Det øger presset på lejlighederne der, og priserne er begyndt at stige uden for København,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Siden januar 2012 er salgsprisen på ejerlejligheder i Region Hovedstaden steget med 143 procent, og selv når man tager inflationen i betragtning, er kvadratmeterprisen fordoblet i perioden.
De dyreste og billigste kommuner i regionen
Region Hovedstaden dækker Bornholm, København, Københavns Omegn og Nordsjælland. De dyreste ejerlejligheder findes på Frederiksberg, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris i november var 61.689 kroner – et nyt rekordniveau i kommunen.
De billigste ejerlejligheder i regionen ligger i Fredensborg, hvor kvadratmeterprisen er 22.071 kroner. Det er endda et lille fald i forhold til måneden før.
”Region Hovedstaden er geografisk stor, men den mentale opfattelse af området er endnu større. Hvis man ønsker at bo i hovedstaden, vil man ikke købe lejlighed i Fredensborg. Presset på lejlighederne i de yderste kommuner er meget anderledes end tættere på København,” siger Birgit Daetz.
Vallensbæk er den kommune, der ligger tættest på København og har nogle af de billigste lejligheder. Her ligger den gennemsnitlige kvadratmeterpris på 27.018 kroner, men der er kun få lejligheder til salg.