Til sommer sker der en stor ændring – i hvert fald for din smartphone.
EU har vedtaget nye regler, der skal gøre vores elskede mobiltelefoner både mere robuste og mere miljøvenlige.
Ændringerne træder i kraft den 20. juni 2025, og de vil påvirke både Danmark og resten af EU, skriver mediet Marcus Oscarsson.
Målet er at få afslutning på telefoner, der går i stykker, ved det mindste møde med fliserne.
Ifølge de nye regler skal alle mobiltelefoner være modstandsdygtige overfor både vand og støv – og de skal kunne klare det, EU omtaler som "tilfældige fald eller ridser".
Med andre ord skal din mobil kunne holde til en hverdag med børn, opbevaring i lommer og lidt livsglæde.
Men det stopper ikke her.
Der indføres også nye regler om reparation og reservedele, der skal gøre det lettere og mere realistisk at få sin mobil repareret, hvis uheldet er ude.
Producenterne bliver forpligtet til at kunne levere reservedele i op til syv år efter salget og inden for 5-10 hverdage. Det er et væsentligt skridt i en branche, hvor det tidligere har været nemmere at købe nyt end at få repareret.
Som prikken over i’et kommer der en etiket, der skal informere om batterilevetid, energieffektivitet og beskyttelse mod vand, støv og fald.
"Dette energimærke vil hjælpe EU-forbrugere med at træffe mere informerede og bæredygtige købsvalg og fremme bæredygtigt forbrug," understreger EU i en meddelelse om de nye regler.
Reglerne gælder for mobiler og tablets med skærme på 7-17,4 tommer – dog ikke for foldbare skærme eller modeller, der allerede er på markedet.
EU forventer, at reglerne vil spare næsten 14 terawatt-timer primærenergi årligt i 2030.
"Det svarer til en tredjedel af det primære energiforbrug for disse produkter i dag. De nye regler skal også bidrage til at optimere brugen og genanvendelsen af kritiske råvarer," lyder meldingen.