Ny funktion kan være klar til sommer.
Lige nu læser andre
MobilePay og søsterappen Vipps har allerede gjort det muligt for brugere at sende penge mellem de nordiske lande. Nu har de taget et nyt stort skridt fremad.
For første gang er der blevet gennemført betalinger mellem MobilePay, Vipps og flere betalingsapps i Italien, Spanien og Portugal. Dermed er visionen om at gøre MobilePay og andre europæiske wallets kompatible blevet rykket væsentligt nærmere.
Det skriver MobilePay i en pressemeddelelse, som Den Offentlige har modtaget.
Et gennembrud er nået
Den første testtransaktion fandt sted mellem en bruger af Vipps MobilePay og en bruger af den portugisiske wallet MB Way. Selvom det vil tage lidt tid, før brugerne får denne funktion tilgængelig, beviser testen, at forbindelsen nu er etableret mellem MobilePay, Vipps og flere europæiske lande.
Der er flere test og justeringer på vej for at finpudse løsningen.
Læs også
Den første betaling blev gennemført på samme måde som man kender det fra hverdagen med MobilePay: Brugeren taster telefonnummeret, vælger et beløb, swiper, og pengene overføres direkte til modtagerens bankkonto.
Flere lande er med på vognen
Målet er, at brugere af de forskellige wallet-leverandører i EuroPA-samarbejdet kan bruge deres hjemlige wallet på samme måde, som de er vant til, når de rejser rundt i Europa. EuroPA-samarbejdet omfatter udover Vipps og MobilePay fra Norden også wallets fra Spanien, Italien, Portugal, Polen og senest Grækenland.
Med samarbejdet kan man sende penge på tværs af lande, selvom man bruger forskellige valutaer, så længe man kender modtagerens telefonnummer.
I Norden er det allerede muligt at sende og modtage penge, dele regninger og betale i butikker på tværs af Danmark, Norge, Finland og Sverige, og brugerne benytter flittigt denne funktion på tværs af landegrænser.
Med denne tekniske milepæl er der nu udsigt til, at det allerede til sommer bliver muligt at betale til lokale på flere af danskernes populære feriedestinationer.
Læs også
En samling af Europa
“Dette er en stor milepæl for os. Vi har allerede knyttet Norden sammen gennem vores apps, Vipps og MobilePay. Nu er vi med til at skabe et netværk af lokale wallets i Europa, som brugerne kender og er glade for. Det er første skridt mod vores drøm om at forme fremtidens europæiske betalinger,” siger Jeanette Hertzum, landechef for Vipps MobilePay i Danmark.
Den tekniske milepæl blev præsenteret på Web Summit-konferencen i Lissabon, kun et halvt år efter at Vipps MobilePay tilsluttede sig EuroPA-projektet. På det tidspunkt bestod samarbejdet af de spanske Bizum, den italienske Bancomat og den portugisiske MB Way.
Siden da er også de nordiske lande, sammen med polske BLIK og græske DIAS, blevet en del af samarbejdet, og i alt kan over 100 millioner brugere nu sende penge til hinanden.
Arbejdet med at sikre, at de europæiske wallets fungerer sammen, foregår under organisationen EMPSA (European Mobile Payment Systems Association), som omfatter 12 wallets fra 17 lande.