Studentertiden er i fuld gang, men ikke alle festligheder går uden konsekvenser.
Selvom mange bilister gerne vil vise deres støtte til de nyudklækkede studenter med et venligt horn, kan det hurtigt ende med en regning, der er dyrere end en buket røde roser på eksamensdagen.
Ifølge færdselsloven er hornet i bilen ikke beregnet til at fejre de glade studenter i hvid hue. Det må kun anvendes, når det er nødvendigt for at undgå fare – ikke som en hyldest til de feststemte studenter.
“Man kan sagtens fejre sin studentereksamen uden at bryde loven. Og selvom man er student, betyder det ikke, at reglerne gælder mindre den dag,” forklarer politikommissær Claus Kjær Pedersen fra Nordjyllands Politi til TV 2 Nord.
Minimum 1000 kroner pr. dyt
Bilister, der bruger hornet uden, at der er reel fare i trafikken, risikerer en bøde på mindst 1000 kroner. Alligevel bliver mange fristet til at hilse med hornet, når de festlige vognkorte kører forbi fyldt med sang, skrål og champagnebrus.
Claus Kjær Pedersen understreger, at loven gælder – uanset hvor festlig stemningen måtte være på vejen.
“Det kan godt være, at nogle er ligeglade med at få en bøde, men det er stadig ulovligt,” siger han og påpeger, at selvom politiet ikke kan fange alle forseelser, ændrer det ikke på lovens ord.
Studenterne må derfor nøjes med at vinke, smile og give tommelfingeren op – og lade hornet være til de mere alvorlige situationer.