I 2024 modtog landets politikredse 4.235 anmeldelser om tyveri fra vare- eller lastbiler, hvilket er en stigning på over 20 % i forhold til året før. Det svarer til mere end 11 anmeldelser dagligt, ifølge nye tal fra Rigspolitiet, som Gjensidige har offentliggjort.
Sådan skriver Gjensidige i en pressemeddelelse.
Disse tyverier, ofte rettet mod mindre erhvervsdrivende, kan have store økonomiske konsekvenser. Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige, fortæller:
"Vi ser mange tilfælde, hvor varebiler tømmes for værktøj. Det handler ikke kun om at erstatte værktøjet, men også om de problemer, det skaber for deres arbejde.
Disse tyverier resulterer ofte i betydelige omkostninger for de berørte."
Tallene fra Rigspolitiet viser, at selvom tyverierne sker over hele landet, er politikredsene omkring København særlig udsatte. Der ses også en mindre stigning i antallet af anmeldelser i vinterhalvåret.
Ifølge Lene Rasmussen skyldes det sandsynligvis, at mange af tyverierne er organiserede og sker hurtigt, samtidig med at vinterens mørke gør det lettere at operere uset.
Derfor opfordrer hun ejere af vare- og lastbiler til at være ekstra opmærksomme og tage forholdsregler. "Det er svært at beskytte sig fuldstændigt, men det er altid en god idé at parkere et sted med belysning og tæt på beboelse. Vi ser, at tyverimærker og DNA-spray både virker afskrækkende og gør det sværere at afsætte de stjålne varer," siger hun.