Senest.dk
Forside Nyheder Gennemsnitslønnen i Danmark er steget med 20.000 kroner: Nu er...

Gennemsnitslønnen i Danmark er steget med 20.000 kroner: Nu er den på…

penge
Shutterstock

Indkomsterne vokser rundt omrking.

Lige nu læser andre

Danskernes indkomster steg markant i 2024, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Den gennemsnitlige indkomst før skat var på 414.900 kr., hvilket svarer til en stigning på 4,9 procent sammenlignet med 2023, hvor tallet var 395.500 kr.

Når inflationen på 1,4 procent sidste år tages i betragtning, voksede den reale indkomst per person i 2024 med 3,5 procent i forhold til året før. I 2023 var stigningen på 3 procent.

“Den markante stigning i danskernes indkomster skal ses i lyset af den generelle økonomiske medvind i 2024, hvor både reallønnen og beskæftigelsen var i fremgang,” forklarer Helle Dalsgaard, chefrådgiver i Sampension, og fortsætter:

“Udviklingen ser ud til at fortsætte i år, og derfor er det sandsynligt, at vi også vil se en stigning i indkomsterne i 2025.”

Læs også

De nyeste tal viser, at den gennemsnitlige indkomst før skat var 359.700 kr. for kvinder og 471.600 kr. for mænd, hvilket resulterer i en forskel på 31,1 procent.

“Der er stadig en markant økonomisk ulighed mellem kønnene, hvilket bl.a. afspejles i den store forskel på kvinders og mænds indkomster,” siger Helle Dalsgaard og tilføjer:

“Dette har ikke kun betydning her og nu, men kan også få langsigtede konsekvenser for kvinders økonomi. Kvinders lavere indkomster betyder, at de typisk har mindre pensionsopsparing, samtidig med at de ofte trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet og lever længere end mænd.”

Tallene viser også, at mænd tjener mere end kvinder i 7 ud af 10 parforhold (70,8 procent) blandt de 20-64-årige.

“Kvinder, der er gift, bør være opmærksomme på, om de er økonomisk på bagkant i forhold til deres partner, især når det gælder pensionsopsparingen,” siger Helle Dalsgaard og fortsætter:

Læs også

“For hvis det er tilfældet, kan det få store konsekvenser ved en eventuel skilsmisse. Pensionsopsparinger deles som udgangspunkt ikke ved skilsmisse, så hver part beholder sin egen opsparing, hvilket ofte rammer kvinderne, da de har mindre opsparing end mænd.”

Hun tilføjer, at ægtepar kan vælge at oprette en ægtepagt, der sikrer, at pensionerne deles ligeligt, hvis de skulle blive skilt.

Ads by MGDK