Jesper Bengtson
De fleste danskere har den i hjemmet uden nogensinde at lægge mærke til den.
Du kigger op i et hjørne ved loftet. Måske i kælderen, måske i et rum, hvor der sjældent kommer nogen.
Og der hænger den. Noget nærmest spøgelsesagtigt: en lille krop på nogle umuligt lange, tynde ben, der sidder helt stille i det halvmørke.
Mange ville tage den for et skrøbeligt, næsten vægtløst kryb, man kunne puste væk. Men den fintlemmede gæst er mere bemærkelsesværdig, end den ser ud til.
Det er en mejeredderkop. Den har en lang, grålig, cylindrisk bagkrop og meget lange, tynde ben, der får den til at minde om en mejer. Det skriver Naturhistorisk Museum.
Og selvom den virker sart, gemmer der sig en overraskelse. Målt på den afstand, benene spænder over, er mejeredderkoppen Danmarks største edderkop. Benene kan nå omkring 10 centimeter, selvom selve kroppen kun er små 9 millimeter.
Den bygger et underligt, primitivt og løst net af fangtråde og holder til, hvor der er varmest, oppe under loftet. Herfra kan den bevæge sig ned i kældrene.
Bliver den forstyrret, sker der noget uventet. Den kan sætte både sig selv og nettet i voldsomme bevægelser. Helt unge dyr kan ligefrem gøre sig selv usynlige på den måde.
Dens appetit er heller ikke, som man skulle tro. Mejeredderkoppen foretrækker nemlig at æde andre edderkopper og sine egne artsfæller. Man kan næsten få det indtryk, at de holder sig selv i live ved at æde hinanden.
Derfor kan den også helt fortrænge andre edderkopper i hjemmet, for eksempel de almindelige husedderkopper.
Mejeredderkoppen er ikke en gammel dansker. Arten blev første gang fundet i et pakhus i København i slutningen af 1800-tallet og blev først almindelig herhjemme omkring 1960. Fremgangen bliver sat i forbindelse med klimaforandringer og den livlige rejseaktivitet mellem Nord- og Sydeuropa.
