Senest.dk Redaktion
En sprække ud for Ecuador har leveret jordskælv som et urværk i 30 år.
Hver femte til sjette år ryster et magnitude 6-skælv samme plet på en havbundsforkastning i det østlige Stillehav vest for Sydamerika. Skælvene har næsten identisk styrke og rammer omtrent de samme steder, gang efter gang. Et internationalt forskerhold har nu identificeret det, der holder igen, og forklaringen er offentliggjort i tidsskriftet Science den 16. maj.
Forskerne kalder de afgørende zoner for naturlige bremser. Når et brud løber langs forkastningen og rammer en af disse zoner, går det i stå, før skælvet kan vokse sig større.
Et urværk på havbunden
Den såkaldte Gofar-forkastning ligger langs East Pacific Rise på ækvator og bevæger sig med omkring 140 millimeter om året. Det er over fire gange hurtigere end Californiens San Andreas-forkastning, oplyser University of Delaware, som har stået for en stor del af feltarbejdet.
Forsker Jessica Warren fra universitetet ledede i 2019 et togt, der udlagde 51 seismometre på havbunden i godt tre kilometers dybde. Sammen med målinger fra et tidligere togt i 2008 gav data forskerne mulighed for at se to fulde jordskælvscyklusser i træk.
Det mønster, de fandt, er så ensartet, at det udfordrer eksisterende modeller for, hvordan jordskælv opstår og stopper.
Hvordan en sprække slår bremserne i
Bag opdagelsen står seismolog Jianhua Gong fra Indiana University Bloomington. Bremsezonerne består af flere parallelle sprækker forskudt af 100 til 400 meter, og her trænger havvand ned i den knuste klippe. Når et stort brud rammer zonen, falder vandtrykket i klippens porer pludseligt, og det får materialet til at låse fast et øjeblik. Det er nok til at standse skælvets vækst.
Ifølge Jianhua Gong har forskere længe vidst, at barriererne fandtes, men det har været uafklaret, hvad de bestod af, og hvorfor de standsede skælvene så pålideligt gang efter gang, oplyser Indiana University.
Han understreger samtidig, at zonerne ikke er passive elementer i landskabet, men aktive og dynamiske dele af forkastningssystemet — og at forståelsen af deres virkemåde ændrer synet på, hvor grænserne for jordskælv på den type forkastninger går.
Hvad det betyder for de virkelig store skælv
Gofar er en transformforkastning, hvor to havbundsplader glider forbi hinanden. Det er en anden type plademøde end de subduktionszoner, hvor verdens største jordskælv typisk opstår, fordi den ene plade her presses ned under den anden. Friktion og lokale barrierer spiller en rolle begge steder, men mekanismerne er ikke nødvendigvis ens.
2026 har allerede leveret flere store skælv ved den slags subduktionszoner. Mandag den 20. april ramte et magnitude 7,5-skælv ud for Japans nordøstkyst klokken 16.52 lokal tid med epicenter i Stillehavet i 10 kilometers dybde. Skælvet udløste en tsunamiadvarsel om bølger på op til tre meter, og målestationer registrerede 80 centimeter høje bølger inden for den første time.
Som reaktion på skælvet vurderede japanske myndigheder, at der i den følgende uge var op mod 1 procents risiko for et endnu kraftigere efterskælv over magnitude 8 i regionen.
Forskerne bag Gofar-studiet håber, at lignende bremsezoner kan kortlægges på andre havbundsforkastninger verden over. Hvis det lykkes, kan det på sigt blive nemmere at vurdere, hvor store skælv en given forkastning realistisk kan producere.
