Nu kommer der en stor dansk butikskæde til Haderslev.
I fire år har lokalerne på Sverigesvej 1B i Haderslev, ved siden af Ilva, stået tomme, men er der endelig nyt på vej. Dansk Outlet har besluttet sig for at åbne en ny butik i Haderslev efter sommeren.
Det skriver Jydske Vestkysten.
Administrerende direktør Nicolai Nørskov forklarer, at selvom kæden allerede har en butik i Vojens siden 2019, har det ikke været nemt at tiltrække kunderne fra Haderslev til Vojens.
Derfor har butikskæden besluttet at åbne en fysisk butik i Haderslev, så kunderne kan komme ned og røre ved varene samtidig med, at de støtter lokalt.
Lejemålet har stået tomt siden typehusfirmaet HusCompagniet besluttede at lukke deres Haderslev-afdeling i december 2018. Men Dansk Outlet ser potentiale i lokationen.
Nicolai Nørskov fortæller, at det var en god husleje og der var nogle gode naboer rundt omkring, selvom Jysk og Thansen på den anden side af Sverigesvej flytter ned til havnen.
Dansk Outlet har hele 33 butikker rundt i hele landet og en webshop. Udover en ny butik i Haderslev åbner man også en i Brønderslev og Hammel.
Butikken i Haderslev åbner den 1. oktober 2023.