Er du en af dem, der drømmer om sol og varme? Så er der gode nyheder til sommeren 2025.
Priserne på flybilletter til flere populære rejsemål ser ud til at falde markant. Rejsesøgemaskinen Momondo har undersøgt flypriserne fra 1. juni til 15. september 2025 og sammenlignet dem med priserne fra 2024. Resultaterne viser, at flere destinationer tilbyder betydelige rabatter, med billetpriser der er faldet med mindst 20 procent.
Sådan skriver SE og HØR.
Momondo har identificeret nogle af de største besparelser på rejser til storbyer som Paris og Napoli, hvor priserne er faldet med henholdsvis 27 procent og 23 procent.
Også Reykjavik, Islands hovedstad, byder på et fald på over 20 procent. Den største prisreduktion findes dog i Pisa, hvor flybilletterne er faldet med hele 30 procent i forhold til sidste år.
Mange penge at spare
Hvis du drømmer om sol og strand, er der også penge at spare. Flybilletter til Las Palmas på Gran Canaria er faldet med 21 procent, hvilket giver dig mulighed for at nyde sommeren uden at sprænge budgettet.
For dem, der ønsker at rejse længere væk, er der også gode nyheder. Priserne på flybilletter til Singapore er faldet markant.
En billet til denne asiatiske destination koster i gennemsnit 5.852 kroner i sommeren 2025, hvilket er 20 procent mindre end sidste års gennemsnit på 7.356 kroner.
Selvom sommerferien kan føles langt væk midt i vinteren, er det nu, du kan sikre dig de største besparelser på flybilletter.