Navnedebatten har i årevis skabt splid blandt forældre, og spørgsmålet om, hvorvidt man skal gå med en klassiker som Frederik eller et mere moderne valg som Storm, bliver stadig flittigt diskuteret ved pusleborde og over dåbskager.
Men nu har videnskaben blandet sig i legen – og har udpeget en uventet vinder.
Det britiske babybrand My First Years har i samarbejde med fonetikprofessor Bodo Winter fra University of Birmingham undersøgt, hvilket navn der lyder bedst for det menneskelige øre. Ikke baseret på trends, men på lyd, fonetik og hjernens reaktion på sproglige mønstre.
Og hvilket navn løb med æren? Zayn. Jep, Zayn. Et kort og klangfuldt navn, der – ikke helt tilfældigt – betyder “smuk” på arabisk.
Navnet, som blandt andet bæres af popstjernen Zayn Malik, blev vurderet som det mest æstetisk behagelige blandt tusindvis af drengenavne i undersøgelsen.
Herhjemme findes der ifølge Danmarks Statistik 144 drenge med navnet – og de kan måske nu gå lidt rankere gennem verden.
Undersøgelsen er ikke grebet ud af luften. Forskerne har analyseret, hvordan navne lyder, og hvordan hjernen reagerer på bestemte kombinationer af vokaler og konsonanter. Zayn klarede sig særligt godt på parametre som rytme, balance og genkendelighed – uden at være blevet så udbredt, at det føles kedeligt.
Og hvad med pigenavnene? Her er der lidt mindre dramatik, for Sofia indtager endnu engang førstepladsen. Med sin bløde klang og klassiske udtryk er det både populært og fonetisk tiltalende – og bæres i dag af omkring 2.045 danske piger. I modsætning til Zayn er Sofia allerede en fast del af det danske børnehaveliv.
Om flere kommende forældre nu vil vælge Zayn og Sofia, må tiden vise. Men næste gang nogen spørger, hvorfor du valgte netop dét navn, kan du roligt svare: “Fordi det er videnskabeligt bevist smukt.”