Den seneste uge har budt på ustadigt vejr med både perioder med sol og regn.
Selvom april normalt set er den tørreste måned på året med et gennemsnit på 38,5 mm nedbør på landsplan, svarende til cirka 9 mm om ugen, så faldt der hele 25,5 mm nedbør i den seneste uge.
Men nu ser det ud til, at vi kan se frem til en uge med tørt, solrigt og relativt lunt vejr.
Dette skyldes ifølge vagthavende meteorolog ved DMI Martin Lindberg et "kraftigt højtryk".
- Højtrykket bevæger sig kun lidt mod vest og ventes stort set blive liggende over eller lige vest for Norge. Højtrykket vil sende tør luft ned over Danmark fra nordøst, og det betyder overvejende stabilt og tørt vejr med en del sol, forklarer han.
Midt på ugen vil vinden dog friske op, især på Bornholm.
- Vi kan altså se frem til flere dage med solrigt vejr og relativt lune temperaturer, som oftest når op mellem 10 og 15 grader, fortæller Martin Lindberg og tilføjer:
- Fra torsdag ventes yderligere noget lunere luft ind over landet østfra, og fredag-lørdag kan temperaturen stedvis nå op til 18 grader i Jylland, måske lokalt nær de 20 grader.
Udviklingen sidst på ugen er mere usikker.