Når du ser på din egen økonomi og mærker, hvordan inflationen gør det sværere at få enderne til at mødes, er det måske ikke trøstende at høre, at de rigeste danskere har haft et rekordår.
En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at den øverste én procent i 2023 øgede deres indkomster med hele 14,8 procent – efter skat og justering for inflation.
Samtidig er den typiske danskers medianindkomst faldet med 0,6 procent, og blandt de 40 procent lavestlønnede har der også været små fald i realindkomsten.
Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Sune Caspersen, forklarer udviklingen:
"Uligheden i indkomster er steget markant det seneste år. Mens de allerrigeste har oplevet en betydelig indkomstfremgang, har den typiske dansker set sin realindkomst falde."
Dette fremgår af en pressemeddelelse.
Den store fremgang for de rigeste skyldes især et stærkt aktieår, hvor aktiemarkederne har belønnet kapitalindkomst, mens almindelige lønninger er blevet presset af stigende priser.
En tendens der har stået længe
Analysen peger også på, at uligheden er blevet større over det seneste årti.
Siden 2013 er de rigeste danskernes indkomster steget med næsten 60 procent – svarende til omkring én million kroner i gennemsnit.
Til sammenligning har medianindkomsten kun set en stigning på 9 procent.
Politisk er der uenighed om løsninger
Selvom en ny top-topskat indføres i 2026, kritiserer AE, at skatten ikke omfatter aktie- og kapitalindkomst.
"Hullet i top-topskatten kan lappes ved at udvide skattebasen til også at inkludere aktie- og kapitalindkomst," siger Sune Caspersen.
Samtidig har regeringen valgt at sænke skatten på arv og aktieafkast – et tiltag, der ifølge eksperter primært vil gavne de rigeste.