Coop 365 har åbnet ny butik - men denne skiller sig ud fra alle de andre

18/05/2023 12:33

|

Thea Andersen

Foto: Shutterstock.com Foto: Shutterstock.com
Den nye Coop 365-butik i Ejby har én ting, som de andre butikker ikke har.

Mest læste i dag

Coop 365discount åbnede dørene til en ny butik i Ejby onsdag morgen, hvor cirka 30 personer stod i kø for at være de første til at få fingrene i de gode åbningstilbud.

Supermarkedskæden, der ejes af Coop Danmark, har overtaget den 1445 kvadratmeter store butik fra SuperBrugsen, der tidligere lå på samme adresse, skriver Fyens Stiftstidende.

Selvom interiøret er blevet udskiftet, og sortimentet nu inkluderer "365 Økologi"-produkter i stedet for "Änglamark", er der én ting, der stadig har fået lov til at blive.

SC Smørrebrød, der rykkede ind i SuperBrugsens delikatesse i november sidste år, fortsætter nemlig samarbejdet med den nye dagligvareforretning.

Dette gør Coop 365 i Ejby til den første af sin slags i Danmark, der også tilbyder kunderne frisklavet sandwich, smørrebrød og hjemmelavede færdigretter hver dag.

Smørrebrøds-parret Susanne og Curtis Haar er glade for, at de endte med at blive i butikken.

- Vi var lidt betænkelige, da vi hørte, at butikken skulle laves om. Og vi vidste ikke, om vi skulle rejse hjem (rykke tilbage til tidligere lokaler, red.), eller hvad vi skulle, siger hun og fortsætter:

- Men vi var faldet så godt til, og med alt det plads, vi har fået, tænkte vi, at vi prøver. Og det er blevet super godt i de smukke rammer, vi har fået. Vi er glade ved, at vi blev.

Beslutningen om at erstatte Super Brugsen med en Coop 365 blev truffet i marts på grund af en opfattelse af, at de lokale syntes, at varerne var for en tand for dyre.

En af de lokale, 44-årige Ann Hesselager, der stod klar i køen, deler denne opfattelse. Som nylig tilflytter til den fynske by og mor til fire teenagere spiller prisen en stor rolle for hende såvel som mange andre.

- Man har brug for store mængder af alt. Havregryn, pasta, alt, siger hun.

Med åbningen af Coop 365 har byens Rema 1000 nu fået en discountkonkurrent - til glæde for alle borgerne.

Coop 365 i Ejby holder åbent hver dag fra kl. 8 til 21.