Jesper Bengtson
Retten stod på bordet i tusindvis af danske hjem, men næsten ingen tænkte over, hvad ordet egentlig betyder.
Grønlangkål. Ordet ruller tungt af munden, og for generationer af danskere var det bare vintermad. En varm, stuvet kålret, der hørte til den kolde tid på året.
Men så er der lige det “lang” midt i ordet. Lang kål? Hvad er det overhovedet for noget?
Det spørgsmål har sproget.dk fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab kigget nærmere på, og svaret gemmer sig ikke i kålen selv, men i måden den blev skåret på.
Det ligger i kniven
Forklaringen handler om tilberedningen, forklarer Lars Trap-Jensen, der svarede på spørgsmålet hos sproget.dk. Kålbladene blev oprindeligt skåret i lange strimler. Deraf “langkål”.
Og det giver først rigtig mening, når man kender modstykket: kortkål. Her blev kålen i stedet finthakket eller kørt gennem kødhakkemaskinen. Det er netop fordi ordet “kortkål” findes, at tolkningen holder.
Faktisk regnes “langkål” for ældre end “grønlangkål”. Det peger på noget overraskende: retten blev engang lavet med helt andre slags kål, før grønkålen blev den faste hovedrolle.
Hvor der er historisk uenighed
De gamle opslagsværker er ikke engang enige om, hvor fint kålen skulle skæres. Videnskabernes Selskabs Ordbog helt tilbage fra 1820 beskriver kålen som “storskåren”, mens senere værker taler om “finthakket” kål. Så præcis hvor lang en “langkål” var, er der historisk slør omkring.
En ting står dog fast: retten slår stadig rod to steder i landet. I Sønderjylland stuves grønlangkålen opbagt. Oppe i Vendsyssel laves den med fløde helt uden opbagning, og nogle steder får den endda et drys kanel og sukker med på vejen.
Samme navn, to vidt forskellige gryder. Men “lang” betyder det samme begge steder: kål i strimler, skåret som i gamle dage.
