Flere danskere har skiftet deres benzin- og dieselbiler ud med elbiler, hvilket har bidraget til et højt elforbrug i begyndelsen af 2024.
I januar var strømforbruget rekordhøjt, og februar satte også en ny månedsrekord.
Samtidig med stigende elforbrug blev de mere end 800.000 hjem og virksomheder, som får strøm fra Elnetselskabet N1, introduceret til tarifmodel 3.0. Denne nye model belønner elforbrugerne økonomisk, hvis de kan flytte deres forbrug væk fra spidsbelastningstiden mellem klokken 17 og 21.
Der er især besparelser at hente ved at flytte elforbruget til natten, hvor nettarifferne – prisen for at få strømmen transporteret til stikkontakten – er lavest.
Dette fremgår af en pressemeddelelse fra N1.
Mange elforbrugere har reageret positivt på incitamentet.
I de første to måneder af året steg strømforbruget i lavlastperioden fra klokken 00-06.
I år udgjorde natteforbruget 20,8 procent af det samlede strømforbrug, sammenlignet med 19,4 procent i 2023 og 18,2 procent i 2022.
"Vores mål med tarifmodel 3.0 var at flytte forbruget væk fra spidsbelastningen, og det ser ud til at lykkes. En væsentlig faktor er stigningen i antallet af elbiler, som ofte oplades om natten. Vi ser dog også denne tendens i husstande uden elbil", siger Lise Søgård Bering, administrerende direktør i N1.
I 2022 lå 21,3 procent af strømforbruget i spidsbelastningstiden mellem klokken 17 og 21. Denne andel er faldet til henholdsvis 20,7 procent i 2023 og 20,2 procent i 2024.
Konkrete besparelser
Konkret betyder de nye forbrugsvaner, at N1 kan reducere deres investeringsniveau. Selskabets opdaterede netudviklingsplan viser, at de på grund af ændrede forbrugsvaner skal investere 1,9 milliarder kroner mindre end forventet i udvidelse af kabler og anlæg.
På trods af dette er der stadig et stort behov for at udbygge elnettet på grund af samfundets elektrificering. Derfor forventer N1 at investere 18,1 milliarder kroner i elnettet frem mod 2034.
"Tarifmodel 3.0 er en fordel for elforbrugerne. Ved at være bevidste om deres strømforbrug og bruge elapparater om natten, kan de både spare penge nu og i fremtiden. De lavere investeringer i elnettet betyder, at vi kan reducere nettarifferne", siger Lise Søgård Bering.
Fra 1. april overgik N1 fra vinter- til sommertariffer, hvilket betød en reduktion på cirka 50 procent i nettariffen fra klokken 6 om morgenen til midnat. Dette skyldes det lavere elforbrug om foråret og sommeren, men vintertarifferne vender tilbage 1. oktober.