Når det gælder om at passe på tænderne, virker de grundlæggende råd ret enkle: børst tænderne to gange om dagen i to minutter, og brug tandtråd for at være ekstra grundig.
Men der er flere daglige vaner, som faktisk kan skade tænderne. En tandlæge har nu afsløret fire ting, han aldrig ville gøre i forhold til mundhygiejne.
Tandlæge Ben Hargreave, der arbejder på Dental Boutique, delte i det australske tv-program Sunrise fire konkrete ting, han altid undgår:
1. Drikke citronvand eller æblecidereddike om morgenen
"Jeg ville aldrig drikke citronvand eller æblecidereddike om morgenen," sagde han ifølge Tyla.
"Mange tror, det hjælper med vægttab, men i virkeligheden fjerner det emaljen på tænderne. Hvis man gør det hver morgen, kan det med tiden forårsage alvorlige skader på tænderne."
2. Bruge tandtråd til at trække en tand ud
Har du prøvet at hive en løs tand ud med tandtråd som barn? Eller måske gjorde din far det for dig? Det er en stor fejl, ifølge den australske tandlæge.
"Jeg ville aldrig bruge tandtråd til at trække en tand ud," forklarede han.
"Tænk på en tand som et isbjerg – kronen er synlig, men dybt nede er der rødder. Hvis du bruger tandtråd til at trække tanden ud, kan kronen knække og efterlade rødderne. Det kan forårsage stor smerte, føre til infektion, og i tilfælde af mælketænder kan det forstyrre den blivende tand."
3. Bruge tandblegningsgel fra butikken
En anden ting, han advarer imod, er tandblegningsgel, man køber i butikkerne.
"Vi ved faktisk ikke præcist, hvad disse produkter indeholder. Nogle gange kan de have syrer. Det største problem er, at de ikke følger med en specialtilpasset skinne, så folk bruger ofte for meget gel, hvilket kan forårsage kemiske forbrændinger i munden," sagde han.
4. Bruge en hård tandbørste
"Jeg ville aldrig bruge en hård tandbørste," advarede han til sidst.
"Tænk på dine tænder som en marmorplade – konstant skrubning med noget meget slibende kan beskadige overfladen. Mange tror, at jo hårdere de børster, desto bedre fjerner de bakterierne omkring tandkødet, men det modsatte er faktisk sandt. En meget blød tandbørste er lige så effektiv og skader hverken tænder eller tandkød."