Nogle taber flere kilo end andre under vægttabsmedicin: Forskere har opklaret hvorfor – og det er noget du selv kan ændre

En ny japansk undersøgelse afslører en uventet faktor, der kan forudsige effekten af slankemidler som semaglutid og dulaglutid: Nemlig hvor modtagelig en person er overfor madens udseende og duft.

I den nyligt offentliggjorte undersøgelse i Frontiers in Clinical Diabetes and Healthcare har forskere fulgt 92 type 2-diabetikere i Japan, som alle blev behandlet med GLP-1-lægemidler i et år. Forskerne målte ikke kun blodsukker, fedtprocent og vægt, men også deltagernes spisemønstre.

Resultatet var tydeligt: Patienter, der havde en høj tendens til “ekstern spisning” – at lade sig friste af madens syn, farve eller duft – opnåede de største vægttab og i nogle tilfælde også de bedste forbedringer i blodsukkeret.

Forskerne konkluderer, at netop dette spisemønster kan være en god indikator for, hvordan en patient vil reagere på behandlingen.

Behandlingen med GLP-1-lægemidler som semaglutid og dulaglutid gav gennemsnitligt markante helbredsmæssige fordele: vægttab, lavere blodsukker, bedre kolesteroltal og forbedrede leverværdier. Muskelmassen forblev stabil, selvom fedtprocenten faldt.

Flere deltagere reducerede samtidig deres samlede kalorieindtag og havde færre episoder med ekstern spisning både efter tre og tolv måneder. Dette indikerer, at medicinen kan dæmpe trangen til at spise, blot ved synet eller duften af mad.

Forskerne fandt dog ikke samme varige effekt på følelsesmæssig spisning, som vendte tilbage til udgangspunktet efter et år. Desuden havde forsøg på restriktiv spisning – altså at spise mindre med vilje – kun en kortvarig effekt.

GLP-1-lægemidler er kendt for deres virkning på insulin og glukagon, men de påvirker også hjernens belønningssystem. Tidligere forskning har vist, at belønningssystemet er hyperaktivt hos overvægtige, når de ser billeder af mad. Den nye undersøgelse bekræfter, at patienter med høj ekstern spisetendens havde størst vægttab – selvom effekten på blodsukkeret var mindre tydelig, da insulinresponsen ikke direkte afhænger af spisevaner.

Forskerne påpeger dog, at der er visse begrænsninger ved studiet. Det er observationsbaseret og bygger delvist på selvrapporterede spørgeskemaer. Deltagerne var også mere motiverede end gennemsnittet, og der blev ikke taget højde for faktorer som psykologisk trivsel, økonomi eller livsstil. Derfor kan resultaterne ikke nødvendigvis generaliseres til alle type 2-diabetespatienter.

På trods af disse begrænsninger understreger forskerne, at det kan være nyttigt for både læger og patienter at være opmærksomme på, hvad der udløser spisetrang – om det er visuelle, følelsesmæssige eller viljemæssige faktorer. Denne viden kan hjælpe med at skræddersy behandlingen og identificere, hvem der vil have mest gavn af GLP-1-behandling – og hvorfor.