Det betegnes som en ret alvorlig forseelse.
Den 1. april hvert år træder en lov i kraft. Ikke en ny lov, men en, der træder i kraft igen og igen.
Alligevel er der mange hundeejere, der ikke er opmærksomme på, at fra denne dato og et halvt år frem, skal Fido altid være i snor, uanset hvor man er – medmindre man befinder sig i en specifik hundeskov.
Det kommer som en overraskelse for mange, at hunde ikke længere må løbe frit på stranden. Men fra 1. april skal man huske at have hunden i snor, da bøden for at overtræde loven ikke er lille.
Sådan lyder reglerne
Først og fremmest skal man være opmærksom på, at hunden altid skal være i snor eller under kontrol af en person med fuldt herredømme over den, når man færdes i byområder, på gader, stier, veje eller pladser, der er åbne for almindelig færdsel. Snoren skal kunne trækkes så kort, at hunden holdes tæt på ejerens side.
Der kan også være specifikke regler i den enkelte kommune, der forbyder, at hunde færdes uden snor.
Uden for bymæssige områder, som f.eks. i parker, skove og på stranden, er der mange, der lader deres hunde løbe frit. Dog gælder det i sommerhalvåret, at hunden også på stranden skal være i snor.
Bøden for at bryde loven er på 2000 kroner.
Desuden findes der strande, hvor det er helt forbudt at medbringe hunde, uanset om de er i snor eller ej.
Hvad betyder “fuldt herredømme”?
Ifølge legaldesk.dk er begrebet “fuldt herredømme” ikke præcist defineret i loven, men tidligere domme har beskrevet det som, at hundeføreren skal kunne stoppe hunden, f.eks. hvis den angriber andre dyr eller mennesker.
Uanset om hunden må løbe frit eller ej, er det altid hundeførerens ansvar, at hunden ikke skaber problemer for omgivelserne. Hvis hundens adfærd gør andre mennesker utrygge eller bange, bør hunden altid holdes i snor, uanset om det er tilladt for hunde at løbe frit i området.
Uden for byer, som i parker og skove, har man pligt til at holde sin hund tæt på sig, medmindre der er specielt tilladelse til fritløbende hunde, som i de mere end 200 hundeskove, der findes rundt om i landet.
Du kan finde en oversigt over hundeskove på Naturstyrelsens hjemmeside.