De ligner hinanden til forveksling. Alligevel kan den ene ende i stegeovnen og den anden på hospitalet.
Det er efterår, og jorden under træerne er dækket af glinsende brune kastanjer. For mange er det fristende at samle en håndfuld med hjem, riste dem i ovnen og nyde dem med lidt salt.
Men her gælder det om at vide, hvad man plukker op. For to vidt forskellige træer taber lige nu nødder, der for det utrænede øje ligner hinanden. Den ene slags kan spises. Den anden gør dig syg.
Det franske fødevaresikkerhedsagentur ANSES advarer om netop den forveksling. Og den er langt fra sjælden. Mere end hvert tiende tilfælde, hvor en giftig plante bliver forvekslet med en spiselig, handler om netop ægte kastanjer og hestekastanjer. Det skriver ANSES.
Kig på skallen og nødden
Det bedste sted at starte er den piggede skal, som nødden sidder i.
Den ægte, spiselige kastanje gemmer sig i en brun skal med mange lange, tynde og børstede pigge. Inde i den sidder der typisk to til tre små nødder, der er flade og trekantede.
Hestekastanjen ser helt anderledes ud. Dens skal er tyk og grøn med små, korte pigge, der sidder mere spredt. Og indeni er der som regel kun én enkelt nød, der er større og mere rund.
Så en rund, glat nød alene i en grøn skal er altså et faresignal. De flade, trekantede nødder i en brun, tæt pigget skal er dem, du kan spise.
Træet og stedet afslører det også
Er du stadig i tvivl, så kig op på bladene og tænk over, hvor du står.
Hestekastanjens blade består af aflange småblade, der sidder samlet som en håndformet vifte. Den ægte kastanjes blade er enkle og aflange, uden de små delblade.
Og voksestedet siger meget. Hestekastanjen står typisk i byerne, i parker, langs alleer og i skolegårde, hvor generationer af børn har samlet dens runde nødder til kastanjedyr. Den ægte, spiselige kastanje finder du derimod ude i skove, krat og lunde.
Spiser man hestekastanjen, kan det ifølge ANSES give fordøjelsesproblemer som mavesmerter, kvalme, opkast og halsirritation.
Er du bare det mindste i tvivl, når du står med en kastanje i hånden, så lad den blive liggende.