Hvorfor hedder de æbleskiver, når der sjældent er æbler i?

Du tager hul på sæsonens første portion æbleskiver. De er runde, gyldne og dejlige. Og så alligevel: hvor er æblet henne?

Det er et spørgsmål, mange danskere stiller sig, uden nogensinde at få svar. For i de æbleskiver, vi kender i dag, er der sjældent så meget som en flig af frugt.

Men navnet er ikke grebet ud af den blå luft. Det skriver Sproget.dk, som drives af Dansk Sprognævn.

Dengang der faktisk var æbler i

Forklaringen er lige så ligetil, som den er overraskende: Der var engang rigtig æble i.

I sin simpleste form var en æbleskive ikke andet end en skive æble, der blev dyppet i dej og stegt i smør. Altså præcis det, ordet siger.

Da de rundere varianter kom til, røg frugten med ind i dejen. Det kunne være stykker af æble, æblegrød eller en klat rabarberkompot.

Vi ved det, fordi opskrifterne stadig stod der for over hundrede år siden. I Frøken Jensens Kogebog, i udgaven fra 1906, får man besked på at lægge enten lidt æblegrød, et stykke kogt æble eller rabarberkompot i hver æbleskive, inden den bliver vendt færdig på panden.

Da æblet begyndte at forsvinde

Et lille litterært fingerpeg afslører, hvornår frugten var på vej ud.

Allerede i 1872 skrev H.C. Andersen i eventyret “Krøblingen” om “æblefyldte æbleskiver”. Og det er netop pointen: Hvis han var nødt til udtrykkeligt at skrive, at æbleskiverne var fyldt med æbler, så var det ikke længere en selvfølge, at de var det.

Siden gik det stærkt. Æblet forsvandt ud af dejen, mens navnet blev siddende som en lille sproglig forstening.

Det sker igen og igen i sproget. Tingen forandrer sig, men ordet bliver hængende. Så næste gang nogen ved panden undrer sig over det manglende æble, kan du fortælle dem, at det faktisk var der engang.