Jesper Bengtson
Næsten al anden frugt gemmer på frø. Bananen gør noget helt andet.
Tag en banan fra frugtskålen, skræl den og del den på midten. Du finder ingen hårde kerner, kun en blød, ensartet frugt hele vejen igennem.
Det virker så selvfølgeligt, at de færreste stopper op ved det. Men bananen er faktisk et lille vidunder, og forklaringen går tusinder af år tilbage.
De vilde bananer, som vores moderne bananer stammer fra, lignede slet ikke dem, vi kender. De var nærmest uspiselige, med lidt frugtkød og en masse hårde frø. Det forklarer videnskabssitet Aliquot – The Science Spot.
For omkring 7.000 år siden begyndte mennesker at udvælge de bananplanter, der ved en tilfældig mutation var holdt op med at danne frø. Dem, man kunne spise uden at brække en tand, blev dyrket videre.
En frugt der snyder naturen
Hemmeligheden hedder partenokarpi. Det betyder, at frugten udvikler sig helt uden befrugtning. Bananplanten behøver ikke pollen eller bestøvning for at sætte frugt, den gør det bare af sig selv.
Oven i det er de fleste moderne bananer såkaldt triploide. Hvor de fleste planter har to sæt kromosomer, har bananen tre. Det ekstra sæt forstyrrer celledelingen og gør planten steril, så der aldrig dannes færdige frø.
Den populære Cavendish-banan, som ligger i de danske supermarkeder, er netop sådan en triploid.
De moderne bananer opstod, fordi to vilde arter engang krydsede hinanden. Den ene, Musa acuminata, gav bananen både evnen til partenokarpi og den hunlige sterilitet. Den anden, Musa balbisiana, gav robustheden.
Og de små brune prikker, du kan se i midten af bananen? Det er resterne af frø, der aldrig nåede at udvikle sig.
Fordi bananplanten ikke kan formere sig med frø, dyrkes alle de kommercielle bananer i stedet fra aflæggere, altså små skud fra moderplanten. I praksis er hver eneste banan i din frugtskål en klon af den næste.
