Jesper Bengtson
Næsten en halv million danske familier flyttede ind i det samme hus – og de gik alle igen på de samme små ting.
Forestil dig en villavej fra begyndelsen af 1970’erne. Nye biler på indkørslerne, friske hække, og hus efter hus der ligner hinanden på en tryg måde.
Det var typehusets storhedstid. Mellem 1960 og 1980 skød omkring 450.000 af dem op i Danmark, bygget til kernefamilien med far, mor og to børn. Det skriver Bolius, Videncentret for boligejere.
Husene blev samlet af præfabrikerede dele og rejst i en fart. Billigt, effektivt og ens. Og netop derfor er de nemme at kende igen den dag i dag. Her er fem ting, der gik igen – og som man ser sjældnere nu.
Taget, murene og vinduerne
Først taget. Det var typisk lagt med fibercementplader på præfabrikerede gitterspær og havde en lav hældning, der gav huset den flade, jordbundne silhuet.
Udenpå mødte man de gule mursten. En skalmur muret op foran letbetonelementer, og de gullige sten blev nærmest et varemærke for hele perioden.
Mod haven åbnede huset sig. Store termovinduer i trærammer og brede skydedøre af glas trak lyset ind og førte familien direkte ud på terrassen.
Indenfor var alt fleksibelt
Går man indenfor, mærker man endnu to kendetegn.
Indervæggene var af letbeton eller gipsplader og sjældent bærende. Det betød, at man kunne flytte en væg eller slå to rum sammen uden at røre husets konstruktion.
Og under fødderne lå enten parket eller et tykt gulvtæppe, lagt direkte oven på betongulvet. Mange husker nok lugten af nyt tæppe i et børneværelse.
Køkkenet vendte ofte ud mod vejen, stuen ud mod haven, og resten af pladsen gik til et par børneværelser. De bedste af husene havde en stram planløsning uden spildplads, mens andre kæmpede med små værelser og klodsede gange.
I dag bygger og bygger danskerne om. Væggene rykkes, de gule sten pudses eller males, og de store åbne rum vinder frem. Står du med et af husene fra perioden, kan du finde Bolius’ gennemgang af typehuset fra 1960 til 1979, før du river den første væg ned.
