Når man vågner op og stadig hænger lidt i bremsen, er en kop friskbrygget kaffe det bedste, siden skiveskåret brød.
Sort kaffe har længe været rost for at kvikke hjernen op og holde fordøjelsen i topform, men hvad gør man, hvis den sorte drik smager lige lovlig stærkt? Svaret findes i dit eget køkkenskab, og det er lettere end at klø sig i nakken.
Det kræver nemlig ikke mere end en knivspids kanel at gøre din morgenkaffe både aromatisk og sundere.
Det skriver mediet kuchnia.wp.pl.
Ifølge diætist Patrycja Klimek er der god grund til at give krydderiet plads ved siden af kaffemaskinen:
"Kanel har dokumenterede egenskaber på glukose- og insulinniveauer. Men folk, der døjer med luft i maven, ubehag og fordøjelsesproblemer, kan også bruge dette krydderi, og jeg tror, du vil mærke dets gavnlige egenskaber," forsikrer Klimek.
Men før du drøner ud i butikkerne, skal du lige holde øje med, hvilken type kanel du vælger.
Ikke al kanel er ens
I butikkerne findes der typisk to slags kanel: Den billige kassia-kanel (kinesisk kanel), som desværre indeholder større mængder kumarin, der i for store mængder kan være usundt.
Og så er der den mere eksklusive Ceylon-kanel, som er tyndere, mildere og langt bedre for helbredet.
"Når du køber kanel, skal du sikre dig, at der står 'Ceylon-kanel'. Hvis der kun står 'kanel', anbefaler jeg, at du vælger et andet produkt," advarer Patrycja Klimek.
Kaffens superpartner mod alderdom og sygdom
Ud over den gode smag hjælper kanel i kaffen med at holde appetitten i skak, styrke immunforsvaret og beskytte mod infektioner, da krydderiet har både antibakterielle og antiinflammatoriske egenskaber.
Endnu bedre er det, at kanelen øger kaffens antioxidante effekt, der modvirker skader fra frie radikaler.
Dermed hjælper det på hudens sundhed og kan endda vise sig at lette symptomer ved demens og Alzheimers sygdom.
Hold igen med dosis
Men selv om Ceylon-kanel er en sikker vinder, skal man ikke gå bananas med doseringen. Diætisten foreslår 1-2 teskefulde dagligt, men allerede ved blot en halv teskefuld kan man mærke effekten.
Så næste gang kaffemaskinen brygger, husk lige det lille drys kanel - både for smagens og sundhedens skyld.