Næsten alle tror, de kender grunden – men den rigtige forklaring er en anden.
Tag en vinflaske op fra bordet, og vend den om. Nede i bunden sidder den, en fordybning, der buer op i flasken som en lille hvælving.
De fleste af os har sat tommelfingeren i den uden at skænke den en tanke. Og spørger man rundt om middagsbordet, kommer gættene prompte: Det er for at snyde med mængden. Flasken ser større ud, end den er.
Men det er ikke hele historien. Faktisk begyndte det hele et helt andet sted.
Fordybningen har et navn. På engelsk kaldes den en punt, og den stammer helt tilbage fra dengang, glasflasker blev pustet i hånden. Det skriver VinePair.
Dengang havde glaspusterne et helt praktisk problem. Når flasken var formet, skulle den kunne stå oprejst, og samtidig måtte der ikke stikke skarpt glas ud i bunden, som kunne skære folk.
Løsningen var at skubbe sømmen i bunden opad og ind i flasken. Dermed stod flasken stabilt, og den skarpe kant forsvandt op i selve glasset. Fordybningen var født.
I dag pustes vinflasker ikke længere i hånden. Alligevel er fordybningen blevet hængende, fordi den viste sig at have flere nyttige sidegevinster.
Den gør for det første flasken stærkere. En flaske med en bue i bunden kan bedre modstå et højt tryk, og det er netop derfor, du oftest finder en dyb fordybning i champagne og anden mousserende vin, hvor trykket indeni er voldsomt.
Den hjælper også, når du skænker. Bundfaldet samler sig i en smal ring langs kanten af fordybningen, så det ikke hvirvler op og ender i glasset.
Og så er der den grund, du nok kender bedst med hånden uden at vide det. Griber du flasken om bunden for at skænke med én hånd, giver fordybningen et oplagt sted at hvile tommelfingeren, mens resten af fingrene holder om flasken.
Så næste gang nogen ved bordet påstår, at hullet bare er et trick for at få flasken til at se større ud, kan du nikke, og fortælle, hvor det hele egentlig kom fra.