Jesper Bengtson
Den står ved tusindvis af danske døre hvert efterår, men de færreste aner hvor den kommer fra.
Du kender den godt. Den fyldige efterårsblomst i rustrøde, gule og lilla toner, som dukker op i butikkerne, så snart luften bliver kølig. Mange af os stiller den i en potte ved hoveddøren og tænker ikke så meget mere over den.
Men krysantemummen har en fortid, der er langt vildere end dens stilfærdige plads på trappestenen antyder.
Rejser vi tilbage til det gamle Kina, finder vi den dyrket allerede omkring det 15. århundrede før vor tidsregning. Den var dengang ikke den buskede blomst, vi kender, men en enkel, gul og margueritlignende lille sag. Det skriver North Shore Plant Club.
Kineserne kaldte den “Chu”, og de holdt så meget af den, at en hel by blev opkaldt efter den. Chu-Hsien, “Krysantemum-byen”, lå der hvor dagens Kaifeng formentlig ligger.
Blomsten var ikke kun til pynt. Kinesiske urtekyndige brugte dens dele mod hovedpine og andre skavanker, og de spæde skud og kronblade endte i salater eller blev brygget til te.
Fra lægeurt til kejserens segl
I kunsten fik krysantemummen en helt særlig status. Den blev regnet blandt Kinas “fire ædle” planter sammen med bambus, orkidé og blomme, og digtere som Tao Yuanming hyldede den. Den stod for lang levetid, værdighed og udholdenhed.
Omkring det 8. århundrede efter vor tidsregning nåede blomsten til Japan, sandsynligvis båret med af buddhistiske munke.
Her tog historien en kejserlig drejning. En stiliseret krysantemum med seksten kronblade blev kejserens officielle segl, og det japanske kejserhus fik tilnavnet “Krysantemumtronen”. Hvert år i september fejrede man den med Kiku no Sekku, lykkens fest.
Først i 1600- og 1700-tallet kom blomsten til Europa med hollandske handelsfolk. Interessen eksploderede, da plantejægeren Robert Fortune i midten af 1800-tallet hentede forædlede kinesiske sorter til England.
Men i Europa fik krysantemummen en helt anden betydning end i Asien. I lande som Frankrig, Polen, Spanien og Belgien blev den knyttet til sorg og mindehøjtidelighed og plantet på kirkegårde.
I Nordamerika landede den i slutningen af 1700-tallet. En af de første dokumenterede sorter kom i 1798, da gartneren John Stevens fra New Jersey indførte en variant, der ofte blev kaldt “Old Purple”.
