23-årig mand efterlyses for vold og trusler

17/03/2022 11:08

|

Christina Hansen

Foto: Politi

Mest læste i dag

Midt- og vestjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at finde den eftersøgte Mads Monse Ammitzbøll Nielsen. Den 23-årige mand er sigtet for vold og trusler mod sin tidligere samlever.

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Den 23-årige Mads Monse Ammitzbøll Nielsen blev om formiddagen mandag den 14. marts 2022 anholdt af lokalpolitiet i Silkeborg, hvor han blev sigtet for vold og trusler begået lørdag den 12. marts 2022 mod sin tidligere samlever .

Ihærdig eftersøgning uden resultat

Mads Monse Ammitzbøll Nielsen skulle have været fremstillet i grundlovsforhør mandag kl. 12.30. Det lykkedes imidlertid inden da den 23-årige mand at stikke af fra politistationen i Silkeborg. Trods en ihærdig indsats er det endnu ikke lykkedes politiet at finde Mads Monse Ammitzbøll Nielsen igen og få ham anholdt og stillet for en dommer. I går, onsdag den 16. marts 2022, forsøgte den 23-årige igen at opsøge kvinden, som han er sigtet for at have truet og udsat for vold.
Nu offentliggør Midt- og Vestjyllands Politi både navn og billede i håbet om at få offentlighedens hjælp til at finde manden.

Ring 114, hvis du har set Mads

Har du set den 23-årige Mads Monse Ammitzbøll Nielsen eller ved, hvor han opholder sig, eller har du andre oplysninger, der kan hjælpe politiet med sagen, så ring til Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 114.

Sagen har journal nr. 4100-73241-00168-22