Den 42-årige popstjerne har kastet sig ud i nye udfordringer.
Har skal nemlig stå bag musikken til den helt nye musical ASKEPOT – THE MUSICAL.
Et tilbud, som han ikke skulle bruge mange sekunder på at tænke sig over.
- Jeg havde brug for en udfordring. Sådan er det nogle gange i livet. Jeg er simpelthen så glad for, at jeg har sagt ja, fortalte Rasmus Seebach til pressemødet på musicalen ifølge BILLED-BLADET og tilføjede:
- Det er også lidt en drømmeposition, fordi jeg fik lov til at vælge mit dream team. Anker og Andreas (Lars Ankerstjerne og Andreas Sommer, red.). Så jeg kunne simpelthen ikke sige nej.
Stjernespækket cast
Der er noget eventyrligt stort i vente, skriver Lion Musicals i et opslag delt på Facebook.
Selvom nogle elementer forbliver uændrede, såsom Askepots glas-sko, den onde stedmor og den store kærlighed, er der stadig en moderne makeover at finde i dette yndlingseventyr.
På scenen vil man finde et stjernespækket cast, heriblandt Stig Rossen, Johanne Milland, Caroline Henderson, Rasmus Brohave og Pelle Emil Hebsgaard. Manuskriptet til ASKEPOT – THE MUSICAL er skabt af Line Knutzon, og kostumerne er designet af Søren Le Schmidt.
Musicalen har premiere den 7. marts 2024 i Tivolis Koncertsal.
For dem, der er ivrige efter at sikre sig en plads, starter billetsalget mandag den 27. marts klokken 12.00 via lionmusicals.dk/askepot