Smilet er ekstra stort hos landsholdslegenden René Toft Hansen, der spiller for den danske håndboldklub Bjerringbro-Silkeborg.
På sin profil på Instagram afslører han nemlig, at han er blevet far igen.
- I søndags sluttede vores sæson tidligere, end vi havde sat os som mål, trods det kan vi være stolte over grundspillet, hvor vi leverede på et stabilt højt niveau, skriver han indledningsvist i opslaget og tilføjer:
- Desværre var vi ikke dygtige nok da det skulle afgøres. Stor tak til BSH Support for at støtte os hele vejen. Næste sæson tager vi revanche Bjerringbro-Silkeborg.
Herefter deler han den glædelige familienyhed.
- Mandag derimod sluttede helt fantastisk, hvor disse små fusser kiggede ud, og berigede vores familie med en skøn lille prinsesse. Julie og Josefine har taget godt imod deres lillesøster med masser af kys og kram #fartiltre.
Du kan se de små fusser herunder:
René Toft Hansen og hans hustru Kathrine Buus Nielsen kan dermed kalde sig forældre til en pigeflok på tre.
Håndboldspilleren har endnu ikke løftet sløret for, hvad 'lillesøster' skal hedde.