Tesla har ikke vist hele sandheden om deres priser: Nu kommer konsekvenserne

28/06/2025 17:52

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Wikimedia Commons / AuHaidhausen
Nu skal den store tegnebog findes frem.

Andre læser også

Tesla Motors Denmark ApS har accepteret en bøde for manglende kreditoplysninger i forbindelse med markedsføringen af lån ved køb af Teslas bilmodeller. Derudover blev virksomheden pålagt bøde for at udelade væsentlige udgifter i den oplyste kontantpris på bilerne i en periode på cirka seks måneder i 2019.

Overtrædelserne skete på Teslas danske hjemmeside, hvor forbrugerne kunne købe bilerne direkte.

Tesla undlod at oplyse om registreringsafgift samt dokument- og leveringsgebyr i prisoplysningerne på to af bilmodellerne.

Ifølge Forbrugerombudsmanden er dette i strid med markedsføringslovens regler mod vildledende udeladelser.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden.

Derudover overtrådte Tesla også reglerne om kreditoplysninger i markedsføringen af lån til tre bilmodeller ved ikke at give et repræsentativt eksempel på låneomkostningerne.

Bødens størrelse svarer til de bødekriterier, der gjaldt på tidspunktet for overtrædelserne.

En ny bødemodel, som blev indført i 2022 og tager højde for virksomheders størrelse (omsætning), var derfor ikke gældende i denne sag.

Hvis en lignende overtrædelse blev begået i dag af en virksomhed af samme størrelse som Tesla, ville bøden være markant højere.

"Forbrugerne skal have alle relevante oplysninger, når de træffer store beslutninger som at købe en bil eller tage et lån, så de kan vælge på et oplyst grundlag. Tidligere var bøderne for overtrædelser af markedsføringsloven lavere, men fra 2022 er de blevet væsentligt skærpet for især store virksomheder. En tilsvarende sag i dag ville derfor medføre en langt højere bøde," siger forbrugerombudsmand Torben Jensen.