42-årige Paul blev ramt af svimmelhed: Nu har han kun få år tilbage at leve

Den 42-årige brandmand Paul Whitaker modtog en chokerende diagnose efter at have oplevet svimmelhed og mild hovedpine. I starten troede lægerne, at han led af et hjerteproblem, da han i 2023 først rapporterede om følelsen af svaghed.

Men i april 2024 blev han diagnosticeret med et astrocytom – en hurtigt voksende og tilbagevendende hjernetumor. Paul gennemgik en kraniotomi, hvor han var vågen under operationen, og efterfølgende fulgte syv ugers strålebehandling samt et års kemoterapi i pilleform.

I dag kæmper den erfarne brandmand for at rejse penge til en banebrydende behandling, der kan give ham mere tid sammen med sin kone og deres to sønner. Samtidig arbejder han på at øge opmærksomheden omkring hjernetumorer, da hans symptomer ikke fulgte de ‘typiske’ tegn på sygdommen.

“Da lægen sagde, at jeg havde en hjernetumor, føltes det som om verden faldt sammen. Prognosen er knusende, med en gennemsnitlig overlevelsestid på kun få år,” fortæller han.

“Vi ved, at dette til sidst vil være årsagen til min død, men hvis vi kan udskyde det, vil vi tage chancen. Behandlingen er dyr, men hvad er livet ikke værd?”

Paul, der har arbejdet som brandmand i 17 år, begyndte at føle sig svimmel i 2023 og opsøgte lægehjælp i juni samme år. Lægerne mistænkte et hjerteproblem og sendte ham videre til yderligere undersøgelser.

Hans liv blev dog vendt på hovedet, da hans kone, Hayley, i april 2024 opdagede, at hans venstre ansigt var begyndt at hænge. Efter et opkald til alarmcentralen blev han opfordret til at tage til skadestuen med mistanke om et forbigående iskæmisk anfald, også kaldet en ‘mini-blodprop’.

En MR-scanning afslørede en “stor forandring” i hjernen, og han blev hurtigt overført til Addenbrooke’s Hospital i Cambridge, hvor tumoren blev fjernet under en vågen kraniotomi.

“Vi vidste ikke, hvor alvorligt det var på det tidspunkt. Men efter operationen og testen blev det klart, at det var en grad tre tumor. De fjernede 95 %, og jeg husker, at jeg talte ned fra 30, da min tale begyndte at blive utydelig. Man kan ikke fjerne hele et astrocytom, da nogle dele vokser ind i hjernen,” siger Paul.

Tumoren, der var 42 millimeter stor, krævede syv ugers strålebehandling og et års kemoterapi. Paul og Hayley prøvede at beskytte deres to sønner, Noah på 8 år og Ethan på 6 år, mod de svære nyheder.

“Under kemoterapien måtte vi forklare børnene, hvad der skete. Jeg var træt, kvalm og havde mistet appetitten. Vi forsøgte at holde livet så normalt som muligt så længe, vi kunne,” forklarer Paul.

I september afsluttede Paul sin behandling og modtog den opmuntrende besked, at tumoren var blevet mindre. Men på grund af dens aggressive natur forventes den at vende tilbage, og derfor samler han nu penge ind til en immunterapivaccine.

Behandlingen, der hedder ADCV, fremstilles på samme måde som DCVax-L – en vaccine, der har givet lovende resultater i et klinisk forsøg på King’s College Hospital. Det er en personlig vaccine, som hjælper immunsystemet med at genkende og angribe kræftceller.

I forsøget fordoblede vaccinen den årlige overlevelsesrate for patienter med grad 4 glioblastom – fra 5,7 % til 13 %.

Det skriver Mirror.

Paul, der har fået en prognose på tre til seks år, håber, at behandlingen kan forlænge hans liv markant.

“Da studiet var baseret på grad fire, og min er grad tre, håber vi, at prognosen kan være endnu bedre. Jeg håber, at behandlingen kan stoppe væksten. Min søn Ethan elsker karate og træner for at få sit sorte bælte. Noah elsker fodbold – de fortjener ikke dette. Det gør ingen,” siger Paul.

På få dage har Paul samlet 33.000 pund af sit mål på 140.000 pund, men der mangler stadig 80.000 pund for at få de tre første doser. Hver ekstra dosis koster 23.000 pund, og fremstillingen af vaccinen koster 120.000 pund.

“Jeg må indrømme, at før min diagnose vidste jeg intet om hjernetumorer. Nogle mennesker får hovedpine eller anfald – de symptomer, man normalt forbinder med hjernetumorer,” siger Paul.

“Men mine symptomer passede ikke ind i det billede, og jeg mener, at praktiserende læger har brug for bedre redskaber til at stille diagnosen. Måske kunne jeg have været i grad et eller to, hvis det var blevet opdaget tidligere.”