Jesper Bengtson
Omkring 1960 stod den i næsten hvert dansk hjem, lige der oven på kassen.
Forestil dig en dansk stue omkring 1960. Fjernsynet er tungt som en lille kommode, skærmen er lille og gråliggrøn, og oven på selve kassen står den: en lille antenne med to pinde, der kunne vippes og drejes.
I folkemunde blev den kaldt æselører, fordi de to stænger stak op som ører på et æsel.
Den var ikke bare pynt. Den var forskellen på et klart billede og en skærm fyldt med myldrende sne. Mange husker scenen: en far, der står bøjet over fjernsynet og vrider forsigtigt på pindene, mens resten af familien råber, om billedet blev bedre eller værre.
Stueantennen blev brugt til den såkaldte VHF-modtagelse og virkede bedst, når man boede tæt på senderen. Det skriver Dansk Radio i sin gennemgang af dansk tv-historie.
Problemet var bare, at langtfra alle havde et godt signal med antennen oven på fjernsynet. Og det var her, historien begyndte at vende.
Da fællesantennen tog over
Omkring 1960 begyndte man at etablere fællesantenneanlæg i de større danske byer, så flere kunne få et stabilt billede.
Pludselig var der også mere at se. I hovedstadsområdet kunne man fange svensk tv, i Nordjylland norsk, og i den sydlige del af landet kom de tyske kanaler ind i stuen.
Fra 1976 kom de første forsøg med lokal-tv i byer som Næsby, Ishøj og Haslev. Og i 1987 blev forbuddet mod private parabolantenner ophævet, så satellit-tv for alvor kunne rykke ind i hjemmene.
Lidt efter lidt blev æselørerne overflødige. Fællesantenne, kabel og parabol gav et billede, ingen stueantenne kunne hamle op med. Den gamle antenne vandrede ned i skuffer og op på lofter.
Det sidste punktum kom den 31. oktober 2009, da det analoge signal blev slukket, og tv-billedet for altid blev digitalt.
