Nogle døende bliver pludselig urolige og forvirrede, og der er flere mulige årsager

Du sidder ved sengen hos en, du elsker. Timerne er stille, åndedrættet roligt. Og så, uden varsel, bliver den døende urolig.

Fingrene trækker i lagenet. Blikket flakker. Måske prøver han at komme ud af sengen, selvom han knap har kræfter til at løfte hovedet. Måske råber hun pludselig, bander eller græder uden nogen tydelig grund.

For de pårørende er det et af de mest forvirrende og hjerteskærende øjeblikke overhovedet. Hvad er det, der sker? Og har man gjort noget forkert?

Et symptom med mange ansigter

Fænomenet har et navn: terminal uro, nogle gange kaldet terminal rastløshed. Det er et symptom, som mange oplever helt tæt på livets afslutning. Det skriver hospiceudbyderen VITAS Healthcare, der har specialiseret sig i pleje ved livets slutning.

Det viser sig typisk som en manglende evne til at falde til ro, en følelsesmæssig uro og en tiltagende forvirring.

Tegnene kan være mange. Den døende bliver desorienteret, kan ikke ligge stille, laver gentagne bevægelser eller sover slet ikke. Nogle trækker og piller ved sengetøjet eller forsøger at komme op. Andre græder, råber eller jamrer uden nogen synlig årsag, eller får et ansigtsudtryk af ubehag.

Ofte er der en forklaring

Og her kommer det, der kan være en lettelse at vide: bag uroen ligger der ofte en helt konkret årsag, som faktisk kan afhjælpes.

Det kan være smerte eller ubehag. Det kan være åndenød, feber eller en underliggende infektion. Nogle gange er det bivirkninger af medicin, især visse typer der påvirker nervesystemet.

Men det kan også være langt mere banalt. Forstoppelse. En blære, der ikke kan tømmes. Eller uopfyldte behov, som den døende ikke længere selv kan sætte ord på: sult, tørst eller tøj, der trænger til at blive skiftet.

Andre gange handler det om for mange eller for få indtryk. Og endelig kan det være en følelsesmæssig eller åndelig uro, eller simpelthen en naturlig del af, at kroppens systemer langsomt lukker ned.

Årsagen kan ikke altid findes, understreger VITAS. Men ofte kan den.

Hvad du kan gøre

Som pårørende kan man gøre meget. Hold rummet roligt og dæmpet, skru ned for larm, og sæt eventuelt stille musik på. Tal med lav, beroligende stemme. Små sætninger som “du er i sikkerhed, jeg er her hos dig” kan hjælpe, uden at man behøver korrigere forvirringen.

Fysisk kan man lægge den døende bedre til rette, tilbyde små slurke vand eller isterninger, en kølig klud på panden eller en nænsom berøring af hånden.

Terminal uro opstår typisk i de sidste dage eller timer af livet. I sjældne tilfælde kan den vise sig uger før og komme og gå. Oplever man den hos en, man passer, er det vigtigste skridt at kontakte den læge eller det hospiceteam, der følger forløbet, så en mulig årsag kan findes og behandles.