Jesper Bengtson
Du kender lugten fra et gammelt skab eller en støvet bog, men ved du, hvad den egentlig er?
Du åbner et gammelt skab eller slår en bog op, der har stået på hylden i årtier. Og dér er den: den dybe, lidt søde, lidt støvede duft, som næsten alle genkender, men de færreste kan sætte ord på.
Det viser sig, at lugten er ren kemi. Den opstår, fordi papiret langsomt er ved at gå i opløsning.
Papir er lavet af træ og indeholder blandt andet stofferne cellulose og lignin. Det er især ligninen, der er synderen. Jo ældre papiret er, jo mere lignin indeholder det typisk, og det er også derfor, gamle sider bliver gule med tiden.
Når ligninen møder ilt, brydes den langsomt ned til syrer. De syrer går så i gang med at nedbryde cellulosen. Og det er netop denne stille forfaldsproces, der sender en hel buket af flygtige stoffer ud i luften.
Nogle af dem kender du måske fra køkkenet. Stoffet vanillin giver en svag duft af vanilje, mens benzaldehyd lægger en let mandelagtig tone oveni. Andre stoffer som ethylbenzen og toluen bidrager med søde noter, og 2-ethylhexanol giver et strejf af noget blomstret.
Tilsammen bliver det til præcis den karakteristiske aroma, vi forbinder med gamle bøger og gamle møbler. Det skriver Compound Interest, der har kortlagt kemien bag duften.
Som de selv formulerer det, er det “den kemiske nedbrydning af stoffer inde i papiret, der fører til produktionen af den gamle boglugt”.
Derfor dufter nye bøger heller ikke på samme måde. Moderne papir af høj kvalitet er behandlet, så det meste af ligninen er fjernet. Cellulosen nedbrydes stadig, men langsommere og med langt færre duftstoffer til følge.
Så næste gang du stikker næsen i en gammel bog, kan du roligt nyde duften. Den er en lille kemisk forestilling, der har stået på i al den tid, bogen har samlet støv.
