Jesper Bengtson
Igen og igen virkede det, som om de døende holdt fast til et helt bestemt øjeblik.
Lizzy Miles har siddet ved mange dødslejer. Hun arbejder som hospice-socialrådgiver i Columbus i den amerikanske delstat Ohio, og gennem årene har hun lagt mærke til noget, der er svært at sætte ord på.
Nogle patienter dør ikke, når alle regner med det. Kroppen er klar, familien er samlet, alt tyder på, at det er nu. Og så sker der alligevel ikke noget.
Det er et fænomen, mange kender fra deres egne familier. Historien om den gamle, der “ventede” på at se et barnebarn en sidste gang, eller som først slap taget, da et bestemt menneske var nået frem. Det skriver Miles i et indlæg på hospice-bloggen Pallimed.
Men det, hun efterhånden begyndte at se, passede ikke helt med den gængse forklaring om, at den døende venter på “lov” til at give slip.
Ikke for deres egen skyld
For nogle af dem, hun har fulgt, ventede slet ikke på at nå at sige farvel til en, de elskede. De ventede på noget andet.
“Disse patienter ventede ikke på at se nogen for deres egen skyld. De ventede på, at der skulle komme nogen, som kunne være en støtte for dem, der blev efterladt,” skriver hun.
Med andre ord: Den døende holdt fast, lige indtil den efterladte ægtefælle ikke længere ville være alene. Først da var det okay at slippe.
Miles fortæller også en historie fra sin egen familie. Mens slægten stod samlet om sengen og bad, hørte hendes kusine sin mors stemme indefra, klar og tør: “Jeg ved ikke, hvad I alle sammen laver, men jeg skal ingen steder lige nu.”
Et forsøg, ikke en formel
Miles er selv den første til at bremse op. Det her er ikke videnskab, understreger hun. Der findes ingen tal, ingen statistik, kun det, hun og andre hospice-folk har set ved sengekanten.
Og omsorgen for de efterladte er langtfra den eneste tænkelige forklaring. Bekymringen for de sørgende er, som hun skriver, blot én blandt mange mulige grunde til, at en patient ikke dør, når omgivelserne tror, tiden er inde.
Derfor siger hun det samme til familier igen og igen: Lad være med at presse jer selv til at skabe de “rigtige” forhold. De er næsten umulige at forudse, siger hun, for døden er sjældent, som vi havde regnet med.
