Jesper Bengtson
Historierne fra Københavns brokvarterer har skræmt folk i generationer, og en af dem begynder i en kiste.
Hun var ung, hun var rig, og hun var død alt for tidligt.
Gertrud Bodenhof levede i slutningen af 1700-tallet som enke efter den velhavende søn af en skibsreder. De boede på Kildevæld på Østerbro, og da hun en aften dansede med sin bror, faldt hun pludselig om. Kort efter blev hun lagt i jorden på Assistens Kirkegård, klædt i sit fineste dansetøj og med alle sine smykker på.
Og det var netop smykkerne, der blev hendes skæbne.
En nat sneg nogle gravere sig ned til kisten for at stjæle hendes værdier. De fik de fleste af ringene af, men én ring sad fast. I stedet for at give op skar en af mændene fingeren af hende.
Da skete det, ingen havde regnet med. Gertrud rejste sig op i kisten og råbte: “Så befri mig fra dette mørke sted.”
Graverne gik i panik og slog hende ned med en spade. Først mange år senere, på sit dødsleje, tilstod den ene mand forbrydelsen over for en præst, der siden blev biskop. Det fortæller Dengang.dk, der har samlet de gamle fortællinger fra kvarteret.
Genfærd på kirkegården
Gertrud er langtfra den eneste, der skal spøge omkring Assistens Kirkegård.
Et andet sagn handler om en norsk student og hans danske kammerat. En nat i måneskin så de en hvidklædt skikkelse rejse sig fra en grav og tage sit tøj af. For sjov nappede danskeren en lyserød silkestrømpe fra bunken.
Da skikkelsen kom tilbage og opdagede, at strømpen var væk, fulgte den sporet helt hen til studenternes hus. Ifølge sagnet blev den ene student ramt i sin højre side og var lam resten af sit liv.
Ikke langt derfra, på den gamle Ladegård, sad en fuldmægtig gang på gang og så en fremmed mand ved skrivepulten midt om natten. Manden rodede i pulten, som ledte han efter noget. Fuldmægtigen gemte sig rystende under dynen. Siden fortalte folk, at det var en afdød kontorist, der gik igen.
Fra kongen til den synske pige
De uhyggelige fortællinger blander sig med den store historie.
Livlægen Johann Friedrich Struensee endte sine dage på skafottet på Fælleden ved Østre Allé. Et sagn vil vide, at enkedronningen ikke ville risikere en benådning i sidste øjeblik og derfor fik alle Københavns klokker til at narre tiden, så en eventuel benådning ville komme for sent. På en stenblok skulle man stadig kunne se et dybt skår efter øksen.
Og så var der pigen ved Blegdammen. Igen og igen så hun to hvide gæs med grønne pletter, og på ryggen af hver gås sad en lille mand. Ingen andre kunne se dem. Da hun til sidst fortalte sin mor om synet, blev moderen alvorligt syg.
Sagnene er aldrig blevet skrevet ind i historiebøgerne. De er gået fra mund til mund gennem generationer, og flere af dem kan du i dag gå i fodsporene på, når du spadserer gennem Assistens Kirkegård eller forbi den gamle Ladegård på Nørrebro.
