Jesper Bengtson
Den brune, blanke skal gemmer på en lille hemmelighed.
Du kender det godt. Du går under træet en oktoberdag, sparker lidt rundt i de grønne, piggede kapsler, og pludselig ligger den der. En kastanje, så brun og blank, at den næsten ligner poleret træ.
Den må i lommen med det samme. Måske bliver den til et kastanjedyr, måske til en kastanjekamp.
Men har du lagt mærke til, at glansen ikke holder? At den samme kastanje få dage senere ligger mat og kedelig i vindueskarmen?
Det er der en ganske enkel forklaring på.
Glansen er friskhed
Den blanke, spejlende skal er tegn på, at kastanjen lige er sprunget ud af sin grønne, piggede kapsel. Inde i hver kapsel sidder typisk en til tre kastanjer og venter, fugtige og friske. Når de rammer jorden og åbner sig, skinner de som blankest.
Glansen er med andre ord et øjebliksbillede. Kastanjen er stadig fuld af fugt, og det er fugten, der får skallen til at spejle. I takt med at kastanjen tørrer ud, forsvinder glansen, og den blanke overflade bliver mat.
På den friske kastanje kan du også se en stor grå plet. Den kaldes navlen og er arret efter det sted, hvor kastanjen sad fast inde i frugten. Det skriver Skoven i Skolen.
Selvom de ser indbydende ud, skal du ikke putte dem i munden. Hestekastanjer smager bittert og er uspiselige for mennesker. Dyrene er mere glade for dem. Kastanjerne er fulde af stivelse, og tidligere brugte man dem som vinterfoder til blandt andet hjorte, heste og køer.
Træet selv er ikke nogen spinkel sag. Hestekastanjen blev indført til Danmark helt tilbage i 1721 og kan blive omkring 30 meter høj.
Så hvis du vil have den smukkeste, blankeste kastanje med hjem, skal du samle den op nu, mens den er frisk fra kapslen. Om få uger er de blanke hestekastanjer afløst af de stikkende spisekastanjer.
