Næsten tre år efter den lille piges død faldt afgørelsen i retten i går.
Det skulle have været en helt almindelig novemberdag. Men på Hotel Victoria i Newquay i det sydvestlige England udspillede der sig en tragedie, som siden har rystet Storbritannien.
Her boede Andrew Maunder på 29 år og Rochelle Thomas på 30 år midlertidigt med deres nyfødte datter, Darcey. Parret ventede på at skulle flytte længere mod nord. Datteren var kun ni dage gammel.
Den 11. november 2023 blev Thomas’ mor vidne til et mareridt. Hun fandt parret skrigende og fortvivlede på hotelværelset. Lille Darcey lå livløs med blod i ansigtet.
Den lille pige stod ikke til at redde.
Da obduktionen og undersøgelserne senere kom, var resultatet ufatteligt: Der blev fundet kokain i den ni dage gamle babys krop.
Sådan nåede stoffet barnet
Anklagerne kortlagde, hvordan det kunne ske. Der var kokain på forældrenes tøj, på deres fingre og hænder og på en kop ved sengen.
Rochelle Thomas havde taget kokain før, under og efter graviditeten, mens hun ammede sin datter. Andrew Maunder tog ifølge retten til tider flere baner kokain på en nat.
Retten fastslog, at amningen var den mest sandsynlige måde, hvorpå stoffet var nået ind i den lille krop. Den præcise dødsårsag kunne ikke fastslås med sikkerhed, og det blev også overvejet, om barnet kunne være blevet kvalt ved et uheld under søvn.
Begge forældre erkendte sig skyldige i vanrøgt. Det skriver IBTimes UK.
I går, torsdag den 1. oktober, faldt så dommen ved Truro Crown Court – næsten tre år efter Darceys død.
Dommer Simon Carr lagde ikke fingrene imellem, da han henvendte sig til forældrene:
“Darcey havde ret til at kunne stole på jeres beskyttelse. I svigtede hende fuldstændigt,” sagde han.
“I lod jeres afhængighed komme før jeres baby. Ikke bare på selve dagen, men i alle månederne af graviditeten.”
Og så kom afgørelsen, som nu deler briterne: Begge forældre blev idømt to et halvt års fængsel – men straffen blev gjort betinget i tre år. Ingen af dem skal altså bag tremmer.
De skal i stedet gennemføre 12 måneders forløb hos kriminalforsorgen. Rochelle Thomas blev derudover pålagt et seks måneder langt afvænningsprogram for sit stofmisbrug.