Senest.dk Redaktion
Hun var kun otte måneder gammel, da hun kom til den nye familie. Værelset, de indrettede, glemmer hun aldrig.
Anna Sheffield er 30 år i dag og bor i Utah. Men historien starter langt tidligere, hos et hvidt forældrepar i Iowa, som tog imod en lille sort pige, da hun var otte måneder gammel.
Hun voksede op i et kristent hjem, i et miljø hvor stort set alle omkring hende var hvide. Og netop dér lå den udfordring, hendes forældre stille og roligt gik i gang med at løse. Ikke med store ord, men med et børneværelse.
For nylig gik Anna tilbage og viste værelset frem på Instagram. Klippet ramte en nerve og blev set og delt igen og igen. Det skriver Newsweek.
Da hun bevægede kameraet rundt i rummet, blev det tydeligt, hvad forældrene havde gjort.
Der stod sorte dukker, figurer og legetøj. På væggene hang familiebilleder, hvor hvert medlem af familien var med. Der var små sedler og skilte med kærlige beskeder til hende, og indrammede plakater om taknemmelighed.
Og så var der troen. Ved siden af de billeder af Jesus, hun kendte fra kirken, havde forældrene også hængt en sort fremstilling af Jesus op. På reolen stod en børnebibel, hvor de bibelske skikkelser var tegnet med brun hud.
“Da jeg voksede op i et kristent, overvejende hvidt miljø, hjalp det mig at have begge fremstillinger i mit værelse. Det fik mig til at forstå, at min tro og min sorte identitet godt kunne eksistere side om side,” fortæller Anna.
“Mine forældre ville have, at jeg skulle se mig selv afspejlet – ikke kun i verden omkring mig, men også i de ting, der formede min tro.”
Der var også plads til alt det, hun selv skabte. Hendes egne tegninger hang på væggen. Senere kom hendes eksamensbeviser fra college til. Selv en lille babybody fra dengang, hun var helt lille, havde forældrene gemt.
“Hver af de her ting mindede mig om, at min identitet, min kreativitet, min uddannelse og mine oplevelser betød noget,” siger hun.
Hun kalder det små, men betydningsfulde måder, hvorpå hendes forældre bekræftede hende som et sort barn i en hvid familie.
“Det handler ikke bare om tingene, men om tanken og hensigten bag dem, og om hvordan de fik mig til at føle mig set og værdsat,” siger Anna.
Hun deler i dag råd til andre, der overvejer at adoptere. For hende er det vigtigste, at adoption er en rejse, der varer hele livet.
“Husk, at taknemmelighed og sorg godt kan eksistere side om side,” siger hun.
