Forside Nyheder Fiskeren troede der flød affald i vandet – så begyndte...

Fiskeren troede der flød affald i vandet – så begyndte det at bevæge sig

Fiskeren troede der flød affald i vandet - så begyndte det at bevæge sig
Illustration af senest.dk

Langt ude i det åbne hav fik en thailandsk fisker øje på noget mærkeligt.

Han lå for anker i vandet ud for Phuket i det sydlige Thailand, da han opdagede en lille prik, der kæmpede sig frem gennem bølgerne. Først lignede det noget, der bare flød derude. Men da han kiggede nærmere efter, gik det op for ham, at det bevægede sig af sig selv – og at det var levende.

Det var en abe. Helt alene i det åbne hav og tydeligt ved at være færdig efter en svømmetur på mere end fem kilometer.

Midt i den danske badesæson, hvor de fleste holder sig pænt inden for badebroens rækkevidde, udspillede der sig altså et noget mere dramatisk svømmedrama på den anden side af kloden.

En svømmetur på over fem kilometer

Aben menes at være hoppet i vandet ved øen Koh Siray tæt på Phuket by og derfra at have svømmet mere end fem kilometer ud i åbent hav. Fiskeren lå for anker i nærheden af Koh Maphrao, også kaldet Coconut Island, en lille ø der ligger cirka 850 meter øst for Laem Hin-molen på Phukets østside.

Da fiskeren forstod, at dyret var ved at give op, manøvrerede han forsigtigt sin båd hen mod det. På videoen af optrinnet ses aben til sidst kravle om bord af sig selv, hvorefter den blev sejlet sikkert i land.

Aber er faktisk dygtige svømmere

At en abe overhovedet giver sig i kast med kilometervis af åbent hav lyder som en umulighed. Men langhalede makakaber, som lever i store flokke på øerne omkring Phuket, er fremragende svømmere og opholder sig gerne tæt på vandet. Arten kaldes også krabbeædende makak, fordi den ofte ses søge føde efter krabber på strandene og trives i kyst- og mangroveskove.

Hvorfor netop denne abe endte så langt ude, står hen i det uvisse. Truet af noget på land? Faret vild? Ingen ved det.

Optrinnet blev fanget på video og delt søndag den 19. juli af Phuket Times’ Facebook-side, hvorefter det hurtigt spredte sig på sociale medier. Mange roste fiskeren for at reagere så hurtigt og redde det udmattede dyr, da ingen andre var i nærheden.

Ads by MGDK