Lasse Törnebohm begyndte at arbejde som 15-årig.
I dag, som 62-årig, er kroppen præget af mange års hårdt arbejde, og smerter er blevet en fast del af hverdagen. Alligevel virker pension stadig langt væk.
"Du har givet så meget til samfundet. Jeg synes, man burde værdsættes mere," udtaler Lasse til Dagens Arbete.
Han arbejder som CNC-operatør hos SKF i Katrineholm, hvor hans opgaver omfatter at overvåge processer og udføre tunge løft.
"Drømmescenariet ville være at kunne gå på pension nu og få noget ud af livet som pensionist. Men økonomisk er det umuligt," siger han.
Ironisk nok er økonomien ikke hans største bekymring. Det handler derimod om friheden – friheden til at nyde pensionisttilværelsen med en krop, der stadig fungerer.
"Jeg har set det så mange gange med folk omkring mig. De sidder bare derhjemme og har det dårligt," fortæller Lasse.
Langt fra alene
Lasse er langt fra den eneste, der føler sådan.
Mange industriarbejdere frygter, at de ikke kan holde til de stigende pensionsaldre. Mens funktionærer ofte starter deres karriere senere og har mindre fysisk krævende jobs, forventes alle at arbejde lige lang tid.
Simon Elfström Schönbeck, efterforsker, mener, at pensionssystemet er skævt og fremhæver, at nogle rammes hårdere end andre.
Han påpeger også, at personer uden videregående uddannelse i gennemsnit lever to år kortere end akademikere.
"På den måde kan man sige, at arbejderne 'subsidierer' funktionærernes pensioner," siger han.
Lasse ved, at han kommer til at arbejde til han er 65 – og sandsynligvis længere. Han håber dog, at hans arbejdsplads vil tilbyde en ordning, der giver en blidere overgang. Indtil da må han bide smerterne i sig.
