24-årige Mia vil på pension som 40-årig: Med denne smarte teknik har hun allerede opsparet knap 700.000 kroner

26/02/2025 14:37

|

Emil Martesen

Foto: TikTok
Med denne smarte teknik har hun allerede opsparet knap 700.000 kroner.

Andre læser også

Der er ingen ko på isen for 24-årige Mia, når det gælder hendes ambition om at gå på pension som 40-årig.

Hendes sparetricks er så gennemtænkte, at ikke engang morgenmaden slipper uden om en priskontrol:

"Jeg spiser morgenmad for under fem kroner hver dag", fortæller hun sine følgere på TikTok.

Den unge britiske kvinde har allerede skrabet knap 700.000 kroner sammen ved at skære benhårdt i udgifterne.

Hun drikker ikke dyr cafékaffe, går ikke med kunstige negle og bor stadig hos sine forældre for at spare huslejen.

Derudover køber hun sit tøj brugt og har flere indtægtskilder, blandt andet som indholdsskaber på sociale medier og model.

Målet er millioner

Mias store plan er at have en opsparing på omkring 11 millioner kroner, så hun i en alder af 40 kan leve af en passiv indkomst på cirka 350.000 kroner årligt.

Det er på mange måder en strategi, der kræver en jernvilje og en evne til at tænke langt frem.

Selvom mange beundrer hendes dedikation, er der også dem, der er skeptiske:

"Lev i nuet, nyd livet nu", skriver en bruger i kommentarfeltet på hendes videoer, mens en anden fortsætter:

"Når du får børn eller bliver skilt, så er alle dine planer væk".

Ikke den eneste, der sparer

Mia er dog langt fra alene om sin tilgang til penge.

Den 30-årige Phil har en lignende strategi, men med et andet mål.

Han vil ikke gå på tidlig pension, men derimod købe sit eget hus. For at spare op har han siden 2018 boet hos sin bedstefar og forældre i Queensland i Australien.

Han undgår at betale husleje ved at bo hjemme og sparer på den måde cirka 1.700 kroner om ugen:

"Jeg har sat mit liv på pause, mens jeg fokuserer på at købe mit eget hjem", lyder det fra ham, inden han fortsætter:

"Det er enten det, eller at leje resten af mit liv".

Generation Z og spareiveren

Mia og Phil er en del af en større tendens.

En undersøgelse blandt 1.000 amerikanere viser, at Generation Z er målrettede, når det gælder opsparing.

Hele 21 procent sparer mellem 1 og 10 procent af deres indkomst, mens 25 procent ligger mellem 11 og 20 procent. De mest hardcore sparere - 12 procent af Generation Z - putter endda mellem 21 og 30 procent af deres løn til side.

Mia har altså langt fra opgivet sin mission. Om hendes plan holder stik om 16 år, vil tiden vise. Men en ting er sikkert: Hun har ikke tænkt sig at bruge en eneste unødvendig krone på vejen dertil.

Du kan se Mia dele ud af hendes råd på TikTok herunder: