Insekter der slet ikke burde overleve havdybder: Milliarder af dem gør det alligevel i en afrikansk sø

De fleste kender de tætte skyer af myg, der står over en dansk sø en lun sommeraften. I Lake Malawi i Østafrika har en fjern slægtning valgt et helt andet skjulested – mere end 200 meter nede i mørket, på en dybde der efter alle fysikkens regler burde mase den flad.

Alligevel gør milliarder af de mikroskopiske larver det hver eneste dag. Nu har forskere fra University of British Columbia (UBC) i Canada fundet ud af hvordan, og resultatet er offentliggjort i tidsskriftet Science den 23. juli 2026.

Dyret er larven af søfluen Chaoborus edulis, en næsten gennemsigtig larve også kaldet glasorm. Om dagen synker den ned i søens iltfattige dybder for at gemme sig fra sultne fisk, og om natten stiger den op mod overfladen for at æde. Rejsen betyder, at den skal tåle et tryk mange gange højere end ved overfladen – et pres der ville dræbe et menneske og længe blev anset for umuligt for et insekt at overleve.

Luftsække som ballasttanke i en ubåd

Insekter ånder gennem et system af luftfyldte rør, og luft lader sig presse sammen. Det er netop derfor, teorien har været, at insekter ikke kan leve på store dybder: deres åndedrætssystem burde klappe sammen som en tom sodavandsdåse.

Da forskerne undersøgte larverne nærmere, opdagede de en helt anden løsning. Larven har ombygget en del af sit åndedrætssystem til to par bittesmå, trykbestandige luftsække, der fungerer som justerbare flydere.

“Da vi undersøgte larverne, opdagede vi, at de havde omdannet en del af deres åndedrætssystem til to par bittesmå trykbestandige luftsække, der fungerer som justerbare flydere til at styre deres opdrift,” forklarer ph.d.-forsker Evan McKenzie.

Sækkenes vægge indeholder proteinet resilin, et gummiagtigt stof. Ved at ændre surhedsgraden, altså pH-værdien, i væggene får larven resilinet til at udvide sig eller trække sig sammen – lidt som en harmonika. Det ændrer sækkenes volumen og dermed larvens opdrift, præcis som ballasttankene i en ubåd, der fyldes og tømmes for at synke og stige.

Holdt til tryk svarende til mere end 400 meter

For at teste grænsen placerede forskerne larverne i små trykkamre og skruede op, til strukturerne gav efter. Luftsækkene holdt til et tryk svarende til mere end 400 meters dybde, altså langt dybere end de 200 meter, larverne til daglig bevæger sig ned til. Holdet kortlagde desuden larvernes daglige rejse med et sonar-system på bunden af søen og kunne følge hele skyen af dyr synke ned i dybet.

En gammel gåde bliver kun dybere

Fundet vender op og ned på en klassisk forklaring. Insekter dominerer stort set alle levesteder på Jorden, men de har aldrig erobret det åbne hav, og en udbredt teori har været, at trykket på dybt vand simpelthen var for stort for deres luftfyldte kroppe.

“Det var en stor overraskelse. Det fortæller os, at trykket ikke er den barriere for insektliv i havet, som vi troede,” siger professor i zoologi Philip Matthews.

Hvis trykket ikke er forklaringen, står forskerne tilbage med et endnu større spørgsmål. Matthews peger på, at det måske snarere er saltvandet eller konkurrencen fra krebsdyr, der allerede har besat pladserne i havet, der har holdt insekterne ude. Ifølge holdet kan opdagelsen samtidig inspirere til nye “smarte materialer” af resilin, der ændrer form, når deres kemiske omgivelser skifter.