Supermarkedskæden Meny siger, at de ’har lidt mere overskud’ – og det passer godt for en kunde, der i sidste uge var en tur i Meny i Solrød Strand.
Vedkommende spillede to rækker i talspillet Keno og endte med at vinde den store gevinst på 10.000.000 kroner.
Kunden spillede to rækker for 50 kroner i to trækninger onsdag i sidste uge, og så var der jackpot i præmiegruppe 9/9, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Danske Spil har endnu ikke hørt fra kunden, men ønsker alligevel tillykke og lover at tage sig godt af vinderen.
- Det er en stor glæde at være med til at dele gevinster ud til glade danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst i vores lotterier, siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil, og tilføjer:
- Også selvom det sker hver evig eneste uge. Vinder man et større beløb hos os, bliver man tilbudt særlig rådgivning, så vi sikrer, at man får en god start på livet som millionær – eller mangemillionær.
Gevinsten på 10.000.000 er i øvrigt den største gevinst i Keno siden en heldig fynbo vandt 20 millioner i spillet i 2009.
Udover Keno-gevinsten var der også – som sædvanligt – to danskere, der blev millionærer via Lottos Millionærgaranti.
Begge Millionærgaranti-vindere havde spillet hver sin Lynlotto med Joker.
Den ene blev spillet i Føtex i Frederikshavn.
Den anden kupon blev spillet i en kiosk i Roskilde.
Ingen af de to kuponer havde yderligere gevinster ud over millionen.